Powerwriting.dk

Sådan får du skriveglæden tilbage!

SKRIV MERE OG BEDRE
FÅ MERE RESPONS PÅ DINE TEKSTER

Det kan være noget af en brat opvågnen at være tilbage efter en ferie eller bare en afslappet weekend – og skulle finde energien til de skriveopgaver, du skal skrive enten af pligt på jobbet, eller fordi du nu engang har besluttet dig for det (sådan har jeg det i hvert fald!).

På skrivekurset Flowskrivning– Skriv effektiv, skriv med glæde får du hjælp til at (gen)finde skriveglæden, så du skriver mere effektivt og med glæde … her har du lidt at starte med:

 

Prioritér skriveopgaver, der giver mening

Fra skriveundervisningen i børnehøjde ved man, at det fremmer skrivelysten, hvis man giver børnene en reel og meningsfuld skriveopgave i stedet for en konstrueret. Ungerne arbejder generelt mere fordybet og lystfuldt (i flow), hvis de fx skriver på en artikel til netavisen eller en lille bog om mobning, der skal udgives, end hvis de skal skrive (endnu) en litterær analyse ene og alene for at demonstrere deres færdigheder over for læreren.

Det samme gælder dig som voksen skriver: Jo mere meningsfuldt dit skriveprojekt forekommer dig, desto lettere er det at finde og genfinde glæden og få skrevet. Og oplevelsen er selvforstærkende, både i positiv og negativ retning.

 

… eller find meningen!

Prøv derfor at få fat i så mange meningsfulde skriveopgaver som muligt — og skær tilsvarende ned på de, der giver mindre mening. Drejer det sig om rene rutine- eller pligtopgaver, så forsøg at få dem til at give mening. Spørg: Hvad giver det mig, firmaet, min familie, læserne, kunderne osv., at jeg skriver dét her: opmærksomhed, løn, mulighed for at få samlet og synliggjort min/vores viden, flere kunder, et bedre omdømme, hjælper andre?
Eller måske kan du give dig selv muligheden for- og glæden ved at opdage noget nyt ved at eksperimentere lidt med formen, vinklingen eller sproget undervejs?

 

Begynd at skrive nu

Masser af skriveforskning peger på, at du skriver mere flydende og produktivt, hvis du starter, inden du føler dig helt klar til det. Det er med andre ord langt fra nødvendigvis en god idé, at du venter med at skrive, til du har krystalklar idé, vinkel, problemformulering og/eller plan … og der er heller ikke noget specielt vundet ved, at du kræver af dig selv, at du skal skrive teksten lineært fra start til slut.

Fx kan du starte med at stille en håndfuld åbne spørgsmål til dit stof og prøve at besvare dem på papiret. Eller du kan (især ved længere tekster) arbejde på din disposition og så tænke, associere og skrive frit ud fra dele af den, så du efterhånden får skrevet og samlet en række mindre afsnit rundt omkring. Eller skrive dine måske-relevante tanker, associationer og spørgsmål ned, mens du researcher. Eller du kan lægge et viskestykke over skærmen og skrive et bud nonstop på fx et kvarter eller en halv time.

 

… og vent!

Rådet ″vent″ (der er hentet fra den kognitivt arbejdende skriveprofessor, Rober Boice) går så ud på, at du oparbejder og hele tiden prøver at fastholde en afventende, tålmodig og ikke-afkrævende tilgang til din tekst og i det hele taget det at skrive. Vent med at kræve, at din tekst skal være formfuldendt (genial!) og klar til aflevering. Prøv i stedet at tænke på din tekst som noget, der er åbent og undervejs så længe som muligt — og tilstræb en grundstemning af, at du taler med en god ven, mens du skriver.

 

Planlæg og nedbryd skriveopgaven i delmål

Endelig virker planer og deadlines også fremmende for din skriveglæde og produktivitet. Det er fx en ret udbredt fejl, hvis du forsøger at overskue hele din skriveopgave, samtidig med at du prøver at skrive den. Det er der ingen (hjerne), der kan, og slet ikke hvis teksten skal fylde mere end et par sider.

Derfor er det en pænt god i idé, hvis du nedbryder din arbejdsopgave i delmål, som det er muligt for dig at overkomme, og som tilbagevendende kan give dig en oplevelse af succes over trods alt at være nået dértil. Overordnet kan du profitere af to former for planlægning: 1) planlægning af indholdet (disposition, outline mv.) og 2) planlægning af arbejdsforløbet (tidsplan, gerne med datoer, timetal, delmål og deadlines).

Få meget mere inspiration til at genfinde skriveglæden og skrive mere og bedre på et kursus i Flowskrivning

 

Vil du i gang med at skrive bedre lige nu?

Så er nyhedsbrevet et rigtig godt bud på dit første skridt. Tilmeld dig og få 10 e-mail-lektioner om at skrive bedre på jobbet + et stort uddrag af to populære skrivebøger. Kurset starter nu!

Få gratis skrivetips til dig og din virksomhed

Gør som over 4000 andre skrivere på jobbet:
Følg nyhedsbrevet og få viden, værktøjer og skrivetips — så du lærer at skrive mere produktivt, enkelt og nærværende.
+ Gratis uddrag af to populære skrivebøger lige nu.
Ja tak,jeg vil gerne have boguddragene og masser af skrivehjælp.

 

PS: Kunne du lide artiklen? Så vil det glæde mig meget, hvis du giver vennerne et tip:

About 

0 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *