fbpx
Powerwriting.dk

Fortæl „Den gode historie“

Mennesket har altid fortalt historier og vil formodentlig blive ved med det, både i mundtlig form, på papiret og på internettet. Vi har et fundamentalt behov for at fortælle og lytte til dén sammenhængende helhed, som en god historie udgør – og ikke mindst blogkulturen kan opfattes som en form for kollektiv historiefortælling, hvor deltagerne hele tiden påvirker det (aldrig) færdige resultat med deres indlæg.

Som jobskriver kan du selvfølgelig benytte dig af dine læseres grundlæggende appetit på sammenhæng, historier, balance og sansemættede beskrivelser. Og som med de øvrige sprog- og guldkornredskaber handler det om at holde tungen lige i munden i forhold til den faglige troværdighed og måske blot tilføje lidt umærkeligt nærvær hist og her. Nogle af værktøjerne er:

  • Replikker (citater, statement, voxpop, fiktive replikker mv.)
  • Personer (portrætter af medarbejdere, stiftere, brugere, ofre, cases)
  • Situationer (situations- og øjebliksbilleder, tænkte scenarier)
  • Handling (handlingsanvisninger, forløbs- og procesbeskrivelser)
  • Beskrivelser (sansede detaljer, konkreter, stærke verber, adjektiver og superlativer)
  • Historier og anekdoter (produkt-, kunde- og virksomhedshistorier, cases, gode eksempelhistorier).

Få flere skrivetips med nyhedsbrevet


Eksempel på replikker

(hhv. statement, citat fra et kundeinterview – og en fiktiv replik til belysning af et fagligt emne):


Statement:

„Ønsker du et spændende, afvekslende og udfordrende job, så er Firmaet stedet for dig“ (B. Rasmussen, HR direktør)

Citat fra et kundeinterview:

„Den eksotiske drømmerejse til Malaysia kan undertiden udvikle sig til et mareridt. Mens feriebillederne endnu ligger til fremkaldelse i Danmark, sker det stadig oftere, at ens kreditkort er blevet kopieret og bliver brugt et eller andet sted i Østen. Ofte oplever vi, at kortet eksempelvis er blevet kopieret på en restaurant eller et hotel. Vi har således set eksempler på, at kortet bliver brugt i udlandet, samtidig med at kortholderen anvender sit kort i Danmark“ siger chefanalytiker xxx.

Fiktiv replik:

„Jeg hører ikke til her.“ Den 52-årige kvinde ser sig forvirret omkring og prøver at rejse sig fra den græsfarvede sofa, men må hurtigt sætte sig igen.
Kvinden tilhører gruppen af det stigende antal yngre demente, som ifølge Danmarks Statistik …


Det midterste eksempel er fra www.sas.com/offices/europe/denmark17

Eksempel på personer og en (virksomheds)historie:


Novo Nordisks historie går over 80 år tilbage og tager sin begyndelse i 1922, da ægteparret August og Marie Krogh rejste til Amerika. August Krogh var professor ved Københavns Universitet og havde modtaget nobelprisen i fysiologi. Hustruen, Marie Krogh, var læge og forsker i stofskiftesygdomme og havde selv type 2-diabetes.

Under opholdet i Amerika stiftede August og Marie Krogh bekendtskab med to canadiske forskere, Frederick Banting og Charles Best, som behandlede diabetespatienter med insulinekstrakt fra oksebugspytkirtler. Metoden vakte forståeligt nok August og Marie Kroghs interesse, og det lykkedes dem at få licens til selv at producere insulin i Danmark …


Fra www.novonordisk.dk18

To eksempler på beskrivelser med appel til sanserne:


Hvert enkelt stykke chokolade fra Peter Beier Chokolade er håndlavet og fremstillet med dyb respekt for råvaren. Alene i produktionen gennemgår råchokoladen otte til ti arbejdsgange, før den bliver til de fineste pyramideformede drømme, kakao-pudrede trøffelkugler eller stykker med irgrønne pistacier og hjemmesyltede blommer i calvados…

Besøg Ribe VikingeCenter og rejs 1000 år tilbage i tiden (…) Vikingeskibet ligger ved kajen, hvor der arbejdes og handles. Gå en tur i Ribe By, år 825, hvor du kan lugte, høre og smage vikingetiden. På storgården græsser de islandske heste, gnisterne springer i smedjen, og der laves mad ved ildstedet. Oplev falkoneren flyve sine rovfugle og mærk suget i maven, når slagfalken styrtdykker ned blandt publikum.



Kommentar: Bemærk, at begge tekster etablerer en atmosfære af „Den gode historie“ med antydninger af handling og forløb i tid – henholdsvis: „Alene i produktionen gennemgår råchokoladen otte til ti arbejdsgange, før den bliver til …“ – og: „Gå en tur … På storgården græsser …“ osv. Derudover er der et væld af malende detaljer til at påvirke modtagerens sanser og følelser: „de fineste pyramideformede drømme, kakao-pudrede trøffelkugler eller stykker med irgrønne pistacier og hjemmesyltede blommer i calvados…“ – og: „Vikingeskibet ligger ved kajen“, „gnisterne springer i smedjen“ mv. Det hele er med til at skabe et fortællerum, så det næsten føles som om, man er der.


Eksemplerne er fra www.peterbeierchokolade.dk19 og www.fdm.dk20

Få flere skrivetips med nyhedsbrevet


Med og uden „Den gode historie“ (situation)

Prøv at sammenligne disse eksempler, med og uden forsigtige elementer af „Den gode historie“ (fiktiv situation). Hvilken en udgave får du mest lyst til at høre mere af?

Værkstederne er til stor glæde for de unge, hvor de både får oparbejdet konkrete  håndværksmæssige kompetencer og får styrket deres sociale evner og ansvar, samtidig med at mange af dem får et bedre selvværd, hvilket også hjælper dem på sigt.

Niels og Sebastian står fordybet foran drejebænken. Niels er ved at dreje noget, der skal blive til en lysestage, mens Sebastian hele tiden sørger for smørelse, så metallet ikke bliver overophedet.
De har begge beskyttelsesbriller på og taler dæmpet sammen, indimellem griner de. Metalværkstedet er Værestedets nyeste tiltag i forhold til at klæde de unge på til at vende tilbage
til samfundet og få styrket både deres konkrete erhvervskompetencer og selvværd.

På mødet blev der stillet forslag om en drøftelse af mulighederne for at oprette flere dertil indrettede stilleveje blandt andet med
brug af vejbump og træbeplantning langs vejen. Blandt andet blev det besluttet at indbyde borgerne til en høring vedrørende,
hvilken type bump og bevoksning man foretrækker ude på de enkelte veje …

Tankvognen kører prustende hen ad villavejen. I svinget sætter den farten en anelse ned, drejer – og bremser så pludselig med hvinende dæk. Halvanden meter fra køleren står en knap 4-årig dreng med sin bamse knuget i favnen. Valing Kommune har brug for flere stilleveje …

Fortæl en hel historie

– fx en case, der viser en problemstilling, handling eller et resultat
For nogle år siden var storytelling et bussword og noget, som en hel del organisationer og virksomheder forsøgte sig med. Også på nettet. I dag bruger man faglig historiefortælling med større forsigtighed, og færdige fortællinger med en begyndelse, midte, slutning, et forløb i tid, og personer, der handler, optræder de fleste steder udelukkende i form af illustrerende cases, kundehistorier, procesbeskrivelser og evt. medarbejderhistorier.

Vil du bruge historiefortælling på dén måde – fx til at få en problemstilling, handling, et resultat eller en erfaring til at træde tydeligt frem – kan du drage nytte af P-A-R-modellen, som jeg har lært af Outplacement-virksomheden GIZA, AS3:

Problem (hvilken udfordring havde vi/jeg?)
Action (hvad gjorde vi/jeg?)
Result (hvad var resultatet, hvad kom der konkret ud af det?)

Her er et eksempel på P-A-R-modellen brugt til en case og til at illustrere et almenmenneskeligt, psykisk forløb, når folk ufrivilligt bliver flyttet til nye jobfunktioner (AS3, 2005):

Problem

(Som et godt eksempel på den neutrale zone kan vi fortælle om en person fra virkelighedens verden:) En fuldmægtig i en offentlig styrelse i et administrativt
job fik omdefineret sit arbejdsområde i forbindelse med en række gennemgribende nedskæringer i organisationen.
Action/handling

Han skyndte sig umiddelbart efter i panik at søge nogle stillinger uden for styrelsen og fik tilbudt en fastansættelse. Et eller andet sagde ham dog intuitivt, at han skulle give sig selv lidt mere tid, at tingene pludselig gik for hurtigt. Han takkede derfor
nej til jobbet uden helt at forstå sin egen reaktion. I overgangsperioden på den gamle arbejdsplads fik han bearbejdet sine tanker og følelser sammen med kollegerne, og på et tidspunkt tilbød hans egen offentlige styrelse ham en stilling, der passede bedre til ham, men i en anden afdeling.
Resultat

På dette tidspunkt havde manden været tilstrækkeligt længe i tomheden og ingenmandslandet og følte sig parat til at træffe beslutninger om fremtiden. Han sagde ja tak til jobbet i den anden afdeling. Indholdet af jobbet var omtrent det samme i første og anden omgang, men han gav sig selv plads og tid til at blive parat til at sige ja tak på det tidspunkt, der var det rette for ham.

Få flere skrivetips med nyhedsbrevet


Kilde: ‘Skriv så de reagerer – på jobbet og i det hele taget’ (Dansk Psykologisk Forlag, Powerwriting.dk)

© BO SKJOLDBORG, POWERWRITING.DK

PS: Du er meget velkommen til at bruge korte uddrag af artiklerne og kapitlerne til dit eget materiale. Da det er mit levebrød, vil jeg imidlertid  bede dig angive mit navn, webadressen og gerne et link (Bo Skjoldborg, www.powerwriting.dk).