Kapitlet handler om, hvordan du får komponeret en nogenlunde sammenhængende førsteudgave af din tekst. Måske har du skrevet et udkast af hele dit manus NONSTOP – eller måske har du så meget materiale fra din planlægning og dine forskrivninger, at du er klar til at begynde at rykke rundt på afsnit og lede efter dit hovedbudskab eller hovedideen. Snarere end at skrive skal du altså til at komponere og DESIGNE teksten, så den appellerer stærkest muligt til læserne.
Betragt ordene den hvide rose. Læs dem et par gange, dvæl ved dem. Hvad oplever du? Er rosen langstilket, afskåret? Gror den i en villahave, potte eller park? Alene eller sammen med ligesindede? Dufter den? Skinner solen, blæser det? Kommer du i tanker om en bestemt hændelse?
Alle dine indre billeder, associationer og følelser er resultatet af din hjernes evne til at skabe sammenhæng og fylde de informationer på, der tilsyneladende mangler, i det her tilfælde i forhold til tre små ord. Mekanismen gør faktisk, at du digter med på enhver situation, du befinder dig i. Kommenterer en kollega dine sko, digter – eller opfanger! – du måske straks en skjult undertekst: „Mener han det hånligt?“, „Er han misundelig på min fremgang?“, „Lægger han an på mig?“ Og møder du et menneske for første gang i dit liv, danner du i løbet af brøkdele af et sekund et grundlæggende indtryk af vedkommende – fx af, om du kan lide ham eller ej – som følge af din hjernes yderst avancerede og komplekse kombination af mønstergenkendelse og meddigtning; og det er et førstehåndsindtryk, det som bekendt kan være ret svært at komme ud over.
Læseren digter med
Inden for den del af tekstforskningen, man kalder receptionsteori, bruger man begrebet tomme pladser for de dispositioner eller det tekstlige design, du som skriver benytter dig af for at få læseren til at lade sig opsluge og digte med på din fakta- eller fiktionstekst. Teksten er en scene, hvor forfatteren og læseren sammen opfører et fantasiskuespil. Det er ikke blot forfatteren, der er kreativ, men også læseren. Den gode skriver ved det og indbyder læseren til et samarbejde.
For at få det samarbejde i stand bruger du en række både sproglige og kompositoriske greb, og for overhovedet at have muligheden kræver det en god portion tekst, så der er noget at tage af og designe ud fra.
Skriv stadig mere tekst
Så mit første kompositoriske råd lyder kort og godt: Sørg for at have tekst nok, før du begynder at komponere og især beskære teksten. Mange skrivere gør den fejl at redigere alt for hårdt og afkrævende i stoffet for tidligt, dvs. inden de har produceret så meget råtekst, at der er noget at vælge og at klippe i. Resultatet er, at de i løbet af ingen tid har beskåret teksten til to forkølede linjer, der måske ikke engang er særlig gode.
Når du komponerer, ligger hovedvægten stadig på at få produceret mere og gerne meget tekst. Nogle formulerer det, at du i arbejdet med at planlægge og skrive „giver slip“, hvorimod du især i den sidste del af redigeringsfasen „holder igen“. Så giv stadig slip! Udskyd dit koldblodige og kritiske redaktørblik. Her og nu skal du udelukkende udvælge og disponere i forhold til de helt overordnede linjer, senere skal du nok komme mere i detaljerne. Lad din proces forme sig som rolige og tålmodige skift mellem at udvælge, rykke rundt, skrive til, rykke lidt mere rundt, skabe nye koblinger og rækkefølger, skrive mere til osv.
Komponer cirkulært – og prøv at formulere kernen
Som under forskrivningen og planlægningsarbejdet er det stadig en god ide at arbejde rundt omkring i teksten, altså de steder, hvor du her og nu har noget på hjerte og oplever et umiddelbart arbejdsflow. At skrive med en grundlæggende fornemmelse af væsentlighed giver energi og fremdrift i din arbejdsproces og vil også efterhånden gøre det muligt for dig at skille skidt fra kanel og nå ind til essensen, hvis den stadig skulle være uklar. I forhold til især større projekter kan det sagtens være, at du stadig er i en søgeproces efter den interessante vinkel eller tilgang til emnet, ja, måske med hensyn til kernen i det hele – og her kan det være et godt redskab når som helst at prøve at skrive et lynhurtigt bud på et par linjer.
Alternativt kan du prøve at formulere kernen, som du ville gøre det over for en intelligent ven, der ikke kender det mindste til projektet eller det faglige indhold. Lad som om, du skriver et postkort til ham, eller skriv ligefrem et rigtigt postkort!
Endelig kan du prøve at udskifte det fysiske rum og skrivemediet ved fx at sætte dig ud i haven eller i et andet værelse og prøve at formulere essensen der. Dine spontane bud og udskiftningen af miljøet og skrivemediet aktiverer nye skemaer i hjernen og kan være lige præcis det, der skal til, for at du pludselig kobler anderledes og indser tekstens essens eller finder en vinkel, der virker.
Start med det overordnede, og end med detaljerne
Urutinerede skrivere har en tendens til at starte med at rette detaljer som fx ord og formuleringer, i modsætning til de professionelle, der begynder med det overordnede som indholdet og kompositionen. De rutinerede reviderer også som regel langt mere gennemgribende end amatørerne. De utrænedes detaljefokusering gør det svært både at komponere og revidere deres tekst til det bedre, og tit forbedrer processen ikke teksterne. Teksterne bliver dårligere.
Start med andre ord med de store linjer, med indholdet og den overordnede form. Hæng dig til at begynde med ikke i dine dårlige formuleringer, forkert stavede ord eller afsnit, der ikke umiddelbart leder videre til det næste. Fyld dig bevidst med tålmodighed og konstruktiv tænkning („Hvordan kan jeg handle i forhold til det her?“), og udskyd din hang til korrekthed og perfektion. Senere skal du nok få rettet alle fejlene, skabt glidende overgange og alt det der. Først skal du have prioriteret indholdet og præsenteret det i den nogenlunde rigtige rækkefølge og komposition.
Repeter formålet, genren, formen og publikum
I den forbindelse er det også en god ide at repetere formålet, genren, formen og dine potentielle eller faktiske modtagere. De fleste professionelle skrivere (bortset fra visse lyrikere og romanforfattere) gør sig den slags overvejelser længe før eller eventuelt mens, de forskriver, og i organisationer med høje krav om effektivitet vil den slags afgrænsninger selvfølgelig være lavet for længst. Her er modtagerens behov som regel årsagen til, at man overhovedet skriver.
Så gør dig helt klart, hvad teksten skal bruges til: Hvem skal læse den og med hvilket formål og udbytte? Hvilken genre og komposition rammer brugerne bedst? Hvilke krav stiller det til din måde at designe indholdet på?
Gode skrivere stjæler
Når du har taget en beslutning om genren og formen, så læs en masse eksempler på den slags tekst, som du er ved at komponere. Arbejder du på en webtekst om din virksomheds produkter, så nærlæs dine konkurrenters tekster på internettet og i det hele taget korte beskrivelser, som, du synes, præsenterer deres emner godt, er lette at orientere sig i og efterlader et positivt og sympatisk indtryk. Vil du skrive en gyser, så læs en ordentlig stak af dem osv.
Vær dog opmærksom på ikke at lægge dig for tæt op ad inspirationskilderne. Dårlige skrivere forbliver i den overfladiske efterligning, mens de gode sørger for at få den tilegnede inspiration, form, sprog og indhold integreret, så en stor del af det kan bruges automatisk og fører til nyt.
Har du få erfaringer med at komponere tekster, eller arbejder du i en tekstgenre, der er ny for dig, befinder du dig måske i en decideret læreproces. Indse det, formuler dine udfordringer på et stykke papir, og læg en strategi for, hvordan du har tænkt dig at styrke dine kompetencer – og hold hele tiden fast i din ro og tålmodighed. Du lærer at forbedre tekster netop ved at prøve at forbedre dem, lave en hel del fejl og ved at læse velfungerende og eventuelt mindre fungerende eksempler med opmærksomhed: Hvorfor virker de, og hvordan skaber de en bestemt virkning? Hvilken udvælgelse af stoffet foretager skriveren? Hvilke retoriske virkemidler tager han i brug for at få skabt et læseflow og overbevisningskraft?
Find dit eller jeres U.S.P
For en skøn- eller faglitterær forfatter kan overfladisk kopiering af en form eller et sprog betyde, at han eller hun aldrig kommer til at hæve sig over den blege hob – og på arbejdspladser fører det let til, at I ikke får beskrevet kernen i jeres ydelser eller produkt, så det virkelig overbeviser. I forbliver i attituderne og det klichéprægede og får ikke skrevet det særlige frem, det berømte USP, Unique Selling Point, der i sidste ende skal få læseren til at interessere sig for lige præcis jer.
Det samme gælder, hvis du skriver en job- eller legatansøgning og klæber dig op ad de råd, som man kan læse sig til i diverse håndbøger. Selvom der er god erfaring at hente, så findes der nu engang ingen sikker opskrift på Den gode jobansøgning, da øjne som bekendt ser meget forskelligt.
Sammenlign fx et velestimeret nordsjællandsk advokatfirma, der har eksisteret i 75 år, med et lille bogforlag på Langeland eller en it-virksomhed, hvor ingen er over 25.
Skriv i øjenhøjde – vælg den rigtige form
Det sammenfattende gode råd lyder: Skriv så vidt muligt i øjenhøjde. Vælg en form, genre og et sprog, der passer til dine modtagere. Den form og genre, du vælger at komponere din tekst i, er udtryk for en fælles tradition med publikum og et nøje defineret regelsæt, der har til formål at sætte dig i forbindelse med nogle bestemte læsere. Formen vækker genkendelse og tryghed i læseren, så han ved, at han bruger sin tid det rigtige sted og får lyst til at digte med. Den er en slags kontrakt.
Indledning, midte, afslutning
Grundformen i enhver tekst er indledning, midte og slutning, og det uanset i hvilken rækkefølge du vælger at fortælle historien eller indholdet. Kronologi eller mangel på samme har ingen betydning for grundformen, brudt eller omvendt kronologi er blot et udtryk for den rækkefølge, du har valgt at præsentere dit indhold i: Indledningen skal stadig og altid lukke læseren godt ind i teksten, og afslutningen lukke læseren godt ud igen. I litteraturteorien skelner man mellem fortælletiden (den rækkefølge, du giver læseren oplysningerne i) og den fortalte tid (forløbet i virkelighedens historie eller stoffet).
Du kan altså udmærket skrive en rejsebeskrivelse, der starter midt i den virkelige begivenheds afslutning, hvor du står koldsvedende 10 meter fra et næsehorn i Chitwan Safaripark. Herpå vælger du at fortælle baggrunden og hele opbygningen til situationen – busturen, hotellet, junglevandringen, den koldsvedende 14-årige drengefører med Tarzan-dolken osv. – før du vender tilbage til situationen med næsehornet som et klimaks.
Tilsvarende kan syndefaldsmyten om Adam og Eva, der oprindelig er fortalt kronologisk, udmærket gengives ved hjælp af den journalistiske Nyhedstrekant (se nedenfor). Det kræver så, at historien starter bagfra med den væsentligste begivenhed i overskriften: „Adam og Eva smidt ud af Paradisets have“, derpå en manchet med et resumé af det væsentligste indhold og endelig brødteksten: „Onsdag den 23.8. blev Adam og Eva vist ud af Paradisets have. Det skete efter en ugelang konflikt, hvor Gud gentagne gange havde advaret det unge par om …“ osv.
En god indledning lægger op til både midten og især afslutningen. Den anslår temaet, de grundlæggende konflikter, væsentligste spørgsmål, personer, miljøet, den sproglige stil og hvilken tekstgenre, der er tale om. Læserundersøgelser viser desuden, at indledningen og afslutningen er det, der huskes bedst, efter at folk har læst en tekst, og indledningen er da også ret vigtig i forhold til at få læseren til overhovedet at interessere sig for stoffet.
Midten udgør kvantitativt tekstens hoveddel, hvor hovedspørgsmålene, den overordnede konflikt eller den røde tråd hele tiden repeteres, så læseren får en fornemmelse af et krystalklart fokus. Her udfolder du historien, analyserer og uddyber emnet, argumenterer, henviser til statistisk materiale, fortæller anekdoterne, anfører erfaringsargumenterne osv.
Endelig sørger afslutningen for at besvare hovedspørgsmålene, løse konflikterne og efterlade læseren med en fornemmelse af helhed og sammenhæng, af at der ikke er nogen mysterier eller tabte tråde. Hans eller hendes forventninger fra indledningen og resten af teksten skal være indfriet, ellers føler han, at han har spildt tiden: En kriminalroman, hvor mordet ikke bliver opklaret, er ikke en særlig vellykket kriminalroman, ligesom en videnskabelig afhandling, hvor tesen ikke bliver af- eller bekræftet i konklusionen, ikke lever op til formkravene for videnskabelig fremstilling.
Nyhedstrekanten
Selvfølgelig findes der mange forskellige kompositionsformer inden for både fakta og fiktion, fra Aristoteles’ næsten 2000 år gamle dramaturgiske principper til mere moderne former som Beretter-, Bølge- og Kommodemodellen. Her er nogle af de mest udbredte:
I formidlings- og salgstekster er Nyhedstrekanten tit det grundlæggende princip i kompositionen: Du fortæller nyheden eller det væsentligste budskab først, hvorpå indholdet bliver mindre og mindre væsentligt ned gennem teksten:
Vender vi tilbage til historien om Adam og Eva, vil uddybningen og baggrunden udgøres af et referat af selve myten, og det sekundære stof af noget, der ikke umiddelbart har noget med selve hovedemnet at gøre – fx at parrets eneste overlevende søn, Kain, blev leder af et folk.
Nyhedstrekanten bruges i alle former for nyhedsartikler og ditto indslag i radio, tv og på nettet. Men du kan også bruge den til at komponere alle mulige andre korte tekster, hvor læseren skal kunne orientere sig hurtigt, og både i den overordnede form og i de enkelte underafsnit. Fx råder skrivekonsulenter tit akademikere, der er skolet i at skrive ud fra Den videnskabelige model, men gerne vil formidle sig til folk uden for deres egen faggruppe, til simpelthen at starte med konklusionen.
Nyhedstrekanten er dog ikke god til lange tekster, der jo så bliver mindre og mindre relevante og kedeligere, jo mere man læser.
Hey-You-See-So
Hey-You-See-So stammer også fra journalistikken og bruges til den samme slags tekster som Nyhedstrekanten, men også i fx mundtlige taler. De to principper står ikke i modsætning til hinanden, men bruges tit sammen. Teksten kan udmærket rumme både en Nyhedstrekant og Hey-You-See-So:
HEY: Anslaget: Fanger modtagerens opmærksomhed. Overrasker eventuelt.
YOU: Overbeviser læseren om, at det, der blev anslået i indledningen, vedkommer ham direkte. Skaber fortrolighed og identifikation og kommer eventuelle fordomme i møde.
SEE: Dokumenterer, uddyber, konkretiserer og viser ved hjælp af bl.a. fakta og eksempler. Svarer til Nyhedstrekantens uddybning og baggrund.
SO: Fortæller til slut om konsekvenser og/eller løsninger, så læseren føler, at det har været værd at bruge tid på historien. Rummer eventuelt nogle handlingsanvisninger.
Reklamebranchen har en pendant til Hey-You-See-So, der hedder AIDA: Attention, Interest, Desire og Action. Princippet er helt det samme: Fang opmærksomheden, skab interesse og identifikation, uddyb og argumenter, og sælg så varen.
Her er to uddrag fra nogle kursustekster:
TO TEKSTER, DER BRUGER HEY-YOU-SEE-SO
Eksempel 1: „Romanen efter år 2000 Romanformen er karakteriseret ved at antyde gennem tilbagevendende at nøjes med at fortælle noget af historien og lede læseren frem imod den endelige løsning og forløsning, hvorimod digtet skaber sin mystik og fascinationskraft gennem sproglige antydninger og flertydighed. På dette spændende kursus … Kursus MP85318“.
Eksempel 2: „Forfatterværksted Mange tror, det er svært at lære at skrive romaner og noveller. Det er det ikke. Hvis du har mod på at kaste dig ud i det … „.
Den anden tekst starter med en meget jordnær og brugervenlig titel (Hey) – Forfatterværksted – efterfulgt af en You-tekst tæt på læserens følelser (angsten for ikke at skrive godt nok til at deltage). Teksten fortsætter med en udførlig beskrivelse af indholdet og til slut praktiske handlingsanvisninger. Og det er den helt rigtige måde at fange det brede aftenskolepublikum på.I den første tekst starter skriveren lige midt i indholdet, hvilket er o.k., fordi teksten er henvendt til et intellektuelt publikum på Folkeuniversitetet. Hey udgøres af den storladne og lidt højtidelige overskrift, og You af den efterfølgende fortættede akademiske appel. Derpå kommer See, der er en uddybning af indholdet („På dette spændende kursus …“) og til slut handlingsanvisningen (So) i form af et kursusnummer.
På samme måde appellerer „Det er svært at miste en, du holder af. Tit kan det virke næsten umuligt at komme videre med livet …“ mere direkte til følelserne og behovet hos folk, der har mistet en af deres kære, end „Ifølge Danmarks Statistik oplever XXX mennesker hvert eneste år tab af nærtstående familiemedlemmer eller venner. Dette har konsekvenser for de efterladtes ydeevne og generelle trivsel …“
Hovedreglen er, at du skal skrive og komponere så tæt på læsernes interesser, behov, forventninger og følelser som muligt – dog uden at forstyrre dem eller overskride deres grænser. Er din modtager superakademiker, så skriv superakademisk. Det samme gælder, hvis han er reklamemand, it-tekniker eller en dreng på 11 år. Forsøg at være i øjenhøjde.
Den videnskabelige model
Den videnskabelige model eller fiskemodellen, som den også kaldes, er det overordnede kompositionsprincip, når du skal skrive en rapport, et universitetsspeciale, en opgave, afhandling eller stil. Som du kan se, ligger den tæt op ad grundformen med en indledning, midte (teori, data, analyse) og en afslutning – og hvor problemformuleringen lægger klart op til konklusionen. Vil du læse mere udførligt om opbygningen af videnskabelige tekster, kan du kigge i Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensens bog Den gode opgave.
Berettermodellen
Berettermodellen er en model til fiktion eller faktatekster, hvor der er et forløb i tid, fx romaner, noveller, rejseskildringer, dokumentarfilmmanuskripter, biografiske essays eller feature-journalistik. Den er velegnet, hvis du gerne vil komponere din tekst som en god historie med en opbygning af spænding.
Anslaget virker som tekstens blikfang, der fanger læserens opmærksomhed, Præsentationen præsenterer hovedpersonerne og grundkonflikterne, Uddybningen uddyber dem, og i Point of no return befinder handlingen og din hovedperson sig et sted, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Derpå følger Konfliktoptrapningen, hvor hovedkonflikterne intensiveres, Klimaks der er historiens højdepunkt, og endelig Udtoningen, hvor læseren lukkes pænt ud af historien igen. Udtoningen skal være så kort, at læseren ikke tror, at der starter en ny historie, eller som en dramatiker engang udtrykte det: Du skal ud, mens folk stadig klapper.
Berettermodellen er blevet udviklet videre til bl.a. Bølgemodellen og filmbranchens Tre akter-model. Tre akter-modellen er det absolut mest udbredte princip i opbygningen af spillefilm bl.a. i USA og Danmark. Den findes i en del mere eller mindre udbyggede afskygninger, og du kan læse udførligt om den i Linda Segers Making a Good Script Great – eller eventuelt mere minutiøst om stærk filmstruktur i Robert McKee’s nyklassiker Story.
Bølgemodellen kan du få beskrevet i Peter Harms Larsens bog Faktion som udtryksmiddel.
Brug Cut up-teknik
Så vidt så godt om forskellige kompositionsmodeller. Når du har besluttet dig for en overordnet struktur, skal du have teksten til at passe ind i formen eller i det mindste have designet en overordnet rækkefølge, der virker. Den bedste metode, jeg kender, til det arbejde er Cut up-teknik.
Som navnet antyder, går Cut up ud på, at du printer dit manus ud, klipper det i stykker og derefter komponerer ved at sammenstille stumperne og skrive lidt til hist og her, indtil du har det bedst mulige forløb. Mange forbinder teknikken med forfattere som William Burroughs roman Naked Lunch, hvis fragmenterede fortællestil netop er et resultat af Cut up. Ligeledes fremhæves David Bowie tit som et eksempel på en kunstner, der bruger metoden i arbejdet med sine lyriske sangtekster.
Teknikken er dog ikke specielt eksklusiv, men tværtimod temmelig udbredt: Utallige journalister, forskere, filmfolk og forfattere bruger – med eller uden kendskab til begrebet – metoden til at komponere tekster og finde frem til kernen. Før computeren komponerede alle specialeskrivende på universiteterne ved hjælp af Cut up, Herman Bang klippede flere af sine bøger og kapitler i stykker, og i USA kan journalister og akademikere få et weekendkursus i Cut up-teknik som et ganske almindeligt effektivt kompositionsredskab. Årsag: Det er pærelet, og det virker! Du gør sådan:
CUT UP-TEKNIK
1. Print din tekst ud, og find de gode passager. Klip dem ud og gerne midt i en sætning – lad dig ikke begrænse af, at du synes, at sætninger og tekstblokke skal være sammenhængende og helstøbte. Streg det unødvendige og upræcise ud – uden at beskære for hårdt.
2. Betragt tekststykkerne, og leg med diverse rækkefølger. Din tilgang og grundstemning skal være tålmodig, intuitiv og ikke strengt analytisk. Hav resten af råskrivningen i baghovedet. Led efter en handling, et tema eller et hovedbudskab.
3. Ved lange tekster er det en god ide først at dele stumperne op i nogle hovedgrupper efter, hvad der kunne høre sammen – som du så komponerer én for én.
4. Komponer. Sæt stykkerne i den bedst mulige rækkefølge. Få det til at fungere, både de overordnede linjer og i undergrupperne.
5. Stram op, og skriv rettelserne ind.
Cut up er som sagt en god måde at finde kernen i dit stof på, fordi du får skåret gentagelserne og det overflødige fra. Det gør teknikken god til, hvis du fx er under tidspres, eller din tekst er ved at dø under revisionen. Samtidig får du blik for nye koblinger og muligheder i stoffet.
Giv plads til tilfældet, legen og ydeevnen
Folk spørger tit, om det virkelig er nødvendigt at klippe teksten i stykker. Kan man ikke lige så godt redigere på computeren? Svaret er klart nej. For det første opfordrer alle eksperter dig til at komponere og rette dine tekster på papir. Det skaber en afstand og et klarsyn i forhold til dit stof, som du aldrig vil kunne opnå på skærmen.
Cut up adskiller sig desuden fra en teksteditor ved at give tilfældet og intuitionen et meget større råderum. Det kræver ingen bevidst beslutning at sætte to papirstumper sammen, man prøver bare og ser, om det virker. Endelig fremhæver mange det dejlige ved at fjerne sig fra skærmen og sidde med saks og papir. Det giver associationer til formningstimerne i folkeskolen eller om at sidde og klippe julepynt. På den måde understøtter Cut up den komfortable og legende atmosfære og fornemmelsen af at opdage noget nyt, som flowteorien hele tiden vender tilbage til som fremmende for din indlæring og ydeevne.
Styrk dit fokus med en præmis
Når du leder efter den bedst mulige rækkefølge og komposition med Cut up, er du samtidig ved at styrke dit fokus i teksten – din røde tråd, dit tema eller måske din påstand. Videnskabsfolk benævner den slags sammenbindende påstand en tese, mens journalister og filmfolk kalder den præmissen.
Præmissen er essensen af det, du vil fortælle din læser. Den er formuleret kort, fx på to-tre linjer, og skrevet ud fra din bedste forståelse af relevansen, interessen og behovet hos dine modtagere. Det betyder også, at præmissen har noget generaliserende og eventuelt nærmest moralsk over sig.
Præmissen er en almen påstand, ikke en formulering af et specifikt tilfælde eller eksempel. Nogle definerer den som den moralorienterede påstand, som fremstillingen søger at eftervise.
Fx er „Som voksen er Peter blevet glad og tilfreds“ ikke en præmis, mens „Børn, der udsættes for meget smerte, kan godt udvikle sig til lykkelige voksne“ er det. Og „Ældre i København er de mest tilfredse i verden“ er også en præmis i modsætning til „Oda Olsen elsker at gå til ældregymnastik“. Tilsvarende kan præmissen i en præsentations- eller salgstekst fx være: „Visualisering hjælper kræftpatienter til højere livskvalitet“, „Øget fokus på ældrepleje betaler sig“, „Systemet gør handicappede til vindere“ eller „A.P. Nielsen leverer de stærkeste løsninger i verden“.
I journalistik udtrykker man tekstens vinkel ved hjælp af præmissen: Journalisten skriver ikke en artikel om, hvordan ældre mennesker i Danmark har det, men om at ældre mennesker i København er ensomme eller de mest kreative i Norden. Han vælger at lægge en bestemt vinkel ned over det store emne, hvilket på den ene side indskrænker perspektiverne og risikerer at forsimple, men på den anden også gør teksten meget lettere at læse.
… men fokuser ikke for meget på den
Sådan er det også med din præmis: Den skaber en overordnet retning for din klippen i stykker og prøven dig frem med forskellige rækkefølger. Den udtrykker din vinkel på emnet, dit særlige erfarings- eller salgsargument, litterære perspektiv osv., og præmissen kan alt efter genre og temperament både stå direkte formuleret i din tekst (fx som manchet i en nyhedsartikel) eller være den røde tråd, som din film, roman, essay, kronik eller digtet kredser umærkeligt omkring.
I kunst vil præmissen tit være ubevidst for forfatteren et langt stykke hen ad vejen, hvis ikke ligefrem for evigt: Klaus Rifbjerg har fx næppe nogensinde formuleret en præmis for Den kroniske uskyld, der ellers fint kunne lyde: „Man må gøre sig fri af næsegrus idoldyrkelse for at blive et voksent menneske“ eller måske „De smukke og succesfulde finder ikke altid lykken“, alt efter hvorfra vi anskuer historien. Bogen er snarere skrevet ubevidst på et genererende sprogligt tonefald og i en rus i løbet af få uger.
Og H.C. Branner modtog engang et brev, hvor en ung kvinde spurgte: „Hvad handler Rytteren om?“, til hvilket han venligt, men bestemt svarede, at det anede han ikke, og skulle han finde ud af det, var han nødt til først at læse romanen.
Vent med indledningen
Præmissen er et genialt og i mine øjne helt nødvendigt redskab i formidlingstekster. Kan du endnu ikke formulere den, er der desto større grund til at tage det næste råd til dig:
Vent med indledningen!
Nogle skrivere fremhæver ganske vist glødende, at de bruger netop arbejdet med indledningen som en slags afklaringsarbejde. De bruger indledningen til at få taget vigtige beslutninger om genre, sprog, stil, indhold, hovedperson og modtagere, før de komponerer teksten, hvilket i praksis betyder, at de retter den samme indledning om og om igen med henblik på at lette og målrette det efterfølgende skrivearbejde.
Mit råd er ikke desto mindre: Brug ikke en masse tid på indledningen her og nu. Skriv og klip hellere en foreløbig hurtig én. Den viden, der skal til for at lave en ordentlig begyndelse, har du tit først, når du har komponeret en stor del af teksten og måske også formuleret præmissen, navnlig hvis du er i gang med noget længere. Det samme gælder eventuelle manchet- og underrubriktekster, der opsummerer din teksts væsentligste indhold, pointer og relevans for læseren: Fx har jeg i skrivende stund nogle meget overfladiske tekster både i indledningen og manchetterne til kapitlerne i den her bog. Men når du læser dem, er de selvfølgelig strammet op som frugten af, at jeg er nået dybere i stoffet.
Lav en god slutning – arbejd med hele teksten
Noget lignende gælder afslutningen. Slutninger huskes, både de gode og de dårlige, og de skal hænge logisk sammen med og virke som en forløsning af teksten. Du skal med andre ord have klippet dig frem til en ret god forståelse af indholdet, før du kan lave den.
Så lad være med at fokusere for intenst på den for tidligt. Fungerer din slutning ikke, betaler det sig sjældent at arbejde udelukkende med den. Kig hellere på hele teksten – og især på indledningen! – og find ud af, om helheden lægger godt nok op til slutningen. I en anmeldelse eller pressemeddelelse vil afslutningen jo tit bestå af konkrete handlingsanvisninger om, hvor forestillingen kan ses, hvor man kan købe billetter, priser mv. – viden, der kun vil opleves som relevant af læseren, hvis han forinden er blevet indfanget af tekstens emner, argumenter og substans (eller er blevet det et andet sted).
Det samme gælder en rapport, kronik, fagbog eller faglig artikel: Er læseren ikke i løbet af læsningen blevet forført og overbevist om relevansen af dine budskaber, vil han ikke tage de gode råd, handlemuligheder eller perspektiver i slutningen til sig – akkurat som en dårlig krimi ikke lader sig redde af et spektakulært klimaks, hvor massemorderen går amok med en flækøkse. Den gode og effektive afslutning skal søges i alt det, der går forud: i den begavede argumentation, provokerende skævhed, intense persontegning, handlingens konfliktoptrapning, det fængslende sprog osv.
Del teksten op i afsnit med ét hovedbudskab i hver
Men der ligger jo også en del tekst imellem din begyndelse og slutningen, ja, faktisk det meste. Her er det en rigtig god ide at opdele din tekst i en række mindre afsnit frem for at fortælle løs i en lang, ubrudt strøm. Prøv eksempelvis at kigge på et par sider af det her kapitel. Bemærk, hvordan opbrydningen i afsnit er med til at skabe et overblik, så du som læser ikke bliver forpustet af fx for mange tunge informationer eller væsentlige pointer for tæt på hinanden. Hvert afsnit rummer kun én virkelig vigtig pointe eller påstand, der endda i de fleste tilfælde fortælles direkte i overskriften. Det gør det muligt for de mere utålmodigt anlagte læsere at nøjes med at scanne teksten efter de relevante informationer, lidt som på internettet.
Desuden giver din opdeling en god dynamik i fortælletempoet, både i fakta og fiktion: Du veksler mellem på den ene side hovedpointer og hovedscener – og på den anden mellemspil og knap så relevante informationer, der leder frem til pointerne. Det handler ganske enkelt om timing.
Vælg fortællersynsvinkel og sprog
Endelig rummer alle tekster en fortæller. Du fortæller altid historien eller om emnet fra en bestemt placering, der kan være mere eller mindre synlig i teksten. I faglige tekster, fx nyhedsartikler, rapporter eller bøger om videnskabelige emner, vil fortællersynsvinklen som regel være objektiv, nøgtern og meget underforstået. Den udgøres måske alene af en styrende bevidsthed bag ved teksten, der foretager forskellige valg med hensyn til, hvad læseren bliver præsenteret for, hvor fokus ligger osv. Fortælleren er umiddelbart usynlig og afslører sig højst i tonefaldet, fx gennem et anstrøg af humor eller højtidelighed.
Din anden umiddelbare valgmulighed er førstepersonssynsvinkel, også kaldet „Jeg-fortælleren“, som er udbredt i bl.a. skønlitteratur, men jo også i debatindlæg, essayistik, webtekster, jobansøgninger, feature-journalistik og mere personlige fagbøger, som den du sidder med. Morten Sabroe er et berømt eksempel på en temmelig vidtgående brug af jeg-fortæller i faktuel sammenhæng, og i fiktionslitteraturen er der et væld af forskellige synsvinkelmuligheder, hvilket du fx kan læse om i Damon Knights Hvordan skriver jeg noveller?
Din synsvinkel hænger så også temmelig uløseligt sammen med dit valg af sprogligt tonefald og skrivestil. Det uddyber vi i næste kapitel, hvor det handler om revisionen.
10 GODE RÅD, NÅR DU KOMPONERER
1. Komponer teksten, så læseren hele tiden har lyst til at digte med på den.
2. Skriv stadig mere tekst – og komponer og skriv rundt omkring. Hold dig formålet og genren for øje.
3. Start med at rette i det overordnede, og end med detaljerne.
4. Stjæl! Nærlæs andres gode tekster, og lær af det.
5. Fordyb dig. Find dit U.S.P., Unique Selling Point.
6. Komponer i øjenhøjde – bl.a. ved at vælge den rigtige grundform (Nyhedstrekanten, Hey-You-See-So, Berettermodellen osv.).
7. Brug Cut up-teknik. Det øger fleksibiliteten, mængden af ideer og sorterer skidt fra kanel.
8. Formuler en præmis/hovedpåstand/tema/grundideen – men fokuser ikke for intenst på den (så du måske går i stå).
9. Vent med indledningen og afslutningen. Indledningen kræver meget viden om stoffet. Afslutningen rettes ved at sørge for, at alt det foregående lægger godt op til den.
10. Skab klarhed og et godt fortælletempo ved at opdele indholdet i afsnit – med ét hovedbudskab i hver.
Kilde: ‘Flowskrivning. Vejen til flydende skriveprocesser’ (Dansk Psykologisk Forlag, Powerwriting.dk)
© BO SKJOLDBORG, POWERWRITING.DK
PS: Du er meget velkommen til at bruge korte uddrag af artiklerne og kapitlerne til dit eget materiale. Da det er mit levebrød, vil jeg imidlertid bede dig angive mit navn, webadressen og gerne et link (Bo Skjoldborg, www.powerwriting.dk).
