En god tekst er som regel frugten af et grundigt planlægningsarbejde, komponering og utallige omskrivninger. Men hvornår og hvordan betaler det sig at planlægge? I kapitlet får du redskaber til at styre processen, din arbejdstid og udvikle indholdet, så det både tilgodeser dit arbejdsflow og kvaliteten af den færdige tekst.

 

Hvordan skriver du en kriminalroman? blev Dan Turèll engang spurgt i et tv-interview. Han svarede, at først lod han sin hovedperson gå hen ad gaden, og da det jo var en kriminalroman, skulle der ske et mord i første kapitel. Herefter kom der nogle kapitler, hvor der skete en masse, som hverken forfatteren eller hovedpersonen rigtig forstod. Men i kapitel 7 eller 8 gik helten ind på et værtshus og bestilte en flaske whisky, og så fandt han nok ud af, hvordan det hele hang sammen.

Turèlls historie er et nonchalant eksempel på en væsentlig – og ikke mindst svær! – balancegang i skriveprocessen: For det første skal du beherske den overordnede form (her bl.a. typen af indhold i 1. og 7./8. kapitel). Samtidig er du nødt til at lade en vis portion af tekstudviklingen foregå som automatiske og ubevidste processer, hvor skriveprocessen bliver en søgen efter tekstens indhold. Du skriver dig frem til substansen, til hvad historien egentlig handler om, eller hvad du egentlig mener. Derfor skriver du måske også om mange gange.

I Turèlls tilfælde er der tilsyneladende tale om minimal planlægning på forhånd, og det kræver stærke skrivekompetencer, hvis ikke det skal ende helt ude i skoven. Mange af dine projekter vil selvfølgelig have godt af at være skrevet ud fra en mere udførlig disposition, ikke mindst dine hurtige tekster (se kapitlet Hurtige tekster) og de af dine tekster, som stort set ikke kræver ideudvikling.

 

 

Lad skriveaktiviteterne berige hinanden – skift

Skriveprocessen beskrives tit som bestående af tre til fem faser i et lineært system, fx idegenerering, indsamling, organisering, skrivning og redigering – startende med ideudviklingen og researchen og sluttende med omskrivning og finpudsning. Umiddelbart virker den måde at opfatte skriveprocessen på både logisk og overskuelig, og den svarer da også til en traditionel problemløsningsstrategi med klare mål og trin i problemløsningen, der kan evalueres i forhold til deres afstand til målet.

Men systemet er nu ikke et særlig godt billede på, hvad der rent faktisk sker, når de fleste skrivere arbejder med deres tekster, eller hvad der fører til de bedste ideer og færdige tekster. Processen forløber langt fra altid lineært, ikke engang for de mest garvede og da slet ikke hele vejen. I How We Write deler Mike Sharples skriveprocessen op i tre aktiviteter:

• planlægning
• komponering
• revision.

Aktiviteterne er forbundet i en cyklus, hvor du som skriver veksler frem og tilbage mellem dem: Fx afføder dit arbejde med dispositionen (planlægningen) nye ideer, der måske bør skrives ud med det samme, eventuelt ved hjælp af et kvarters nonstopskrivning. Og revisionen fører også til nye ideer, der måske gør, at du må skrive andre afsnit om eller ændre dispositionen. Osv.

Desuden interagerer du hele tiden med dine omgivelser og din egen historie, dine håb og præferencer, hvilket også influerer på og beriger alle tre aktiviteter (se kapitlet Sådan skriver du). Netop cirkulariteten i processen skaber retningsskift og konstruktive forstyrrelser af dine mentale regler og skemaer. De gør dig kreativ og udvikler indholdet. Og de letter frem for alt overgangen mellem fx forberedelse/research og dispositionen eller mellem dispositionen og skrivningen – altså de skift, som rigtig mange skrivere har problemer med.

Men hvor skal du så starte, hvis det hele alligevel hænger sammen i en tilbagevendende interaktion på kanten af kaos? Her er nogle forslag, som du selvfølgelig bare skal kombinere efter forgodtbefindende:

 

 

Planlæg din arbejdstid realistisk

Start med at planlægge din tid, altså hvor mange timer, dage, måneder eller år, du regner med at bruge på projektet. Selvfølgelig kan det være fint at have frie skriveperioder, hvor du skriver helt uden mål eller med – hvis du fx mangler eller leder efter et projekt, ideer, retning i tilværelsen osv. (se kapitlet Logbogen).

Men når appelsinen først er dumpet ned i din turban, og du har besluttet dig, så planlæg din arbejdstid. Det vil skabe et fokus og en fremdrift i den efterfølgende skriveproces, især hvis du fordyber dig og tager ejerskab for målet. At have et konkret mål vil også gøre det lettere for dig at holde fri, når du har fri. Målet, delmålene og rammerne stimulerer desuden processerne i din hjerne, så du oftere føler dig inspireret og i flow.

Sørg dog for at lave en plan, der er til at overholde – og lær at leve med, når du alligevel ikke overholder den! Alle skrivere planlægger alt for optimistisk: Vi planlægger mere ud fra, hvordan vi ville ønske, at det var, end ud fra hvordan det reelt er. En god tekst tager tid, meget tid, sådan er det bare.

Navnlig hvis du skriver sammen med andre – fx på din arbejdsplads – kan det være vigtigt at værne om realitetssansen og få skabt en plan, der ikke fører til stress, negativ tænkning og gnidninger. Sig klart nej, hvis projektet ikke virker, som om det er muligt at nå på den tid, der er sat af – og hold et møde, og lav en ny plan, hvis det først viser sig undervejs. Pres udefra er der jo nok af i form af projekter, der helst skulle have været færdige for længst, artikler, der burde være skrevet, og kolleger, som (du tror) har svært ved at komme videre, fordi de venter på din tekst. Afstem forventningerne, ellers ender du med ren skrivelede.

Du kan se et eksempel på en meget kort og enkel tidsplan i kapitlet Hurtige tekster. Ønsker du at arbejde med mere detaljerede tidsplaner, er her en lidt længere udarbejdet af underviseren Renate Recke og gengivet i Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensens bog Den gode opgave:

Illustrationen bringes med tilladelse fra Lotte Rienecker, Peter Stray Jørgensen og Forlaget Samfundslitteratur.

 

Har du brug for yderligere inspiration mht. planlægningen af dine skriveprojekter eller tid i det hele taget, kan du kigge i Annegrethe Jørgensens bog Færdig til tiden eller evt. Jane Smith: Optimer din tid.

 

 

Metode A: Start med at skrive …

Når din tidsplan – overordnet eller detaljeret – er på plads, kan du begynde at skrive, om end bestemt ikke nødvendigvis en lineær disposition for teksten. Begynd i stedet at skrive med henblik på at få afdækket din motivation, interesser og særlige ideer og vinkler i forhold til emnet, som det tager sig ud her og nu. Brug skriveprocessen som en søge- og afklaringsproces, fx i 20 minutter eller mere, og gerne flere gange.

En undtagelse kan være, hvis du arbejder på en meget kort tekst, hvor al indholdet er leveret på forhånd, fx en folder eller webtekst skrevet ud fra andre af jeres publicerede tekster. Der skal du måske simpelthen bare lave en kort disposition og prøve at skrive og komponere teksten i ét hug.

Men skriver du på et projekt, hvor der er krav om en vis ideudvikling og originalitet i indholdet eller præsentationsformen, eller er det et længere projekt, vil det være en god investering at få afklaret, hvorfor du overhovedet har valgt at være med i projektet: Hvad driver dig egentlig – interesse, vinkler, skrivelyst, karrieremuligheder, løn, forfængelighed? Skriv om dit forhold til skriveopgaven og evt. skriveprocessen. Måske ender du med at skulle leve med projektet i flere måneder eller ligefrem år. Så er det godt at være helt på det rene med og tilbagevendende repetere, hvorfor du investerer alle de kræfter. Hold dig værdierne for øje.

De forberedende skrivninger kan desuden hjælpe dig, hvis du er tom for ideer, men alligevel ønsker at arbejde dig videre: Lav nogle frie skrivninger omkring dine helt spæde indfald, en vinkel på emnet, en god eller dårlig historie osv. – og følg eventuelt også anvisningerne for essensskrivning (se kapitlet Nonstopskrivning). Alternativt kan du skrive omkring teksten, altså det du ville have skrevet, hvis ellers du kunne skrive. Det trick virker for mange, og langsomt, men sikkert vil du nærme dig kernen.

 

 

… og med research

En af de bedste ide- og tekstudviklingsmetoder jeg kender, er research, processen med at indsamle information, tekster, modeller, figurer og formuleringer sammen, som andre mennesker har frembragt. Din research kan være målrettet strengt i forhold til et bestemt formål eller en mere eller mindre tilfældig søgen af ren lyst og interesse via bøger, foredrag, internettet, interview, dagspressen osv. Dan Turèll sagde engang, at et af de store privilegier ved at være forfatter er, at man kan læse det, man har lyst til. Det kan alle skrivere indimellem, og det giver inspiration, ideer, perspektiv og udvikling.

For at researchprocessen ikke skal blive for ufokuseret og måske komme til at forme sig som én stor (og verdens mest udbredte!) overspringshandling, skal du sørge for at tage notater undervejs. Noterne skal både omfatte de væsentligste og mest relevante essenser af det, du læser, og dine overvejelser og frie associationer i forhold til, hvad informationerne måske kan bruges til. Læg ikke låg på dine tanker og skæve ideer, fold tværtimod emnerne ud. Du kan altid skære fra og skabe et stærkt fokus senere.

I den forbindelse kan det være en god ide at etablere en logbog eller et idekatalog, hvor du nedfælder alle dine foreløbige ideer, pointer, viden og overvejelser. Min gamle lærer på universitetet kaldte det en brokkasse, inspireret af murere, der gemmer stenstumper og halve brokker, som måske senere kan vise sig at passe ind et eller andet sted.

 

 

Lav forskrivninger – skriv kort og kontinuerligt

I How Writers Journey to Comfort and Fluency har Robert Boice et fagligt begreb for de indledende skrivninger: prewriting – altså for– eller førskrivning (se kapitlet Verden ifølge professor Robert Boice). Han anbefaler, at du bruger lige så meget tid på forskrivning som på skrivningen af den egentlige tekst. Det fjerner det unødvendige præstationspres ved at skulle skrive godt med det samme, letter overgangen til prosa og sparer tid i sidste ende. Desuden får du klarlagt dine særlige interesser og vinkler i forhold til projektet og dermed din motivation og egentlige motor.

Forskrivning adskiller sig på flere væsentlige områder fra et egentligt førsteudkast. Forskrivning er en mere uformel, søgende og ikkedefinitiv måde at skrive på, og den kan både forløbe som nonstop eller som en lidt langsommere genererende skriveproces. Forskrivning kan være sammenfaldende med en logbogsskrivning, hvor du skriver frit, reflekterer og finder på i korte, daglige skrivesessioner, Brief Daily Sessions. Og helst hver dag!

Dog kan du som beskrevet i næste kapitel også simpelthen kaste dig ud i det og prøve at skrive en foreløbig nonstopversion af hele dit manus. Det er der masser af skrivere, der har gode erfaringer med.

 

 

Hold pauser – lad ideerne simre

Men effektiv tekst- og idegenerering handler ikke kun om at researche og skrive. Gode ideer kommer tit, mens du holder pause og laver noget helt andet – når du skyder stoffet ud af din begrænsede arbejdshukommelse: Du står og vasker op, er i brusebad eller på nippet til at falde i søvn, og vupti dukker den gode ide, tanke eller formulering op.

Sagt på en anden måde er der gode grunde til, at professionelle skrivere sørger for at indlægge kontinuerlige pauser i deres skriveprocesser. Pauserne skaber både klarsyn og giver ideerne tid til at udvikle sig i underbevidstheden. Vi så det med Stephen King og tekstforfatteren i det foregående kapitel, og på flere virksomheder får medarbejderne tid og mulighed for at forfølge deres egne skrivebordsprojekter ved siden af de planlagte opgaver. Det kaldes skunk work, og vekselvirkningen mellem og pauserne fra de enkelte projekter styrker ideudviklingen og dermed innovationskraften. På Novo Nordisk har de ligefrem gode erfaringer med at fjerne projektledere fra projekter, der er kørt fast. Projektlederen sættes i gang med et nyt projekt – og løser så tit pludselig knuden i det oprindelige, mens han går rundt og slår græs derhjemme. Pausen har givet underbevidstheden mulighed for at arbejde.

 

 

Det er svært at holde pause

Overhovedet at kunne holde pauser kræver så i sagens natur, at du får udviklet din ro og tålmodighed, også når du har travlt. Du må lære at stoppe og få skabt den nødvendige afstand, uanset hvor højt din chef, forlægger eller producent råber, eller hvor meget du end ønsker at afslutte din artikel og få opmærksomheden fra læserne, kollegerne eller det samlede danske pressekorps.

Skal resultatet være godt, og processen behagelig, tager det tid! Det er en myte, at gode tekster skrives spontant. Kun yderst sjældent lykkes det et eller andet geni at komme i den virkelig intense tilstand af inspiration og opøvet håndværk, der resulterer i et formfuldendt værk i ét hug! Men myten lever af nogenlunde samme grund som tv-udsendelser om børn med to hoveder eller en stakkels autist, der agerer regnemaskine: det er abnormt, fascinerende – og selvfølgelig en helt afsindig præstation.

 

---

SKRIVEPAUSER GENNEM LØB OG HÅRDT FYSISK ARBEJDE

At bevæge sig er ensbetydende med, at der kommer gang i dit blodomløb, så din hjerne får tilført mere ilt og arbejder bedre. Samtidig skaber det en pause fra skrivningen. Derfor er fysisk udfoldelse som gå-, svømme- og løbeture fremmende for din evne til at arbejde med ideer og skrive godt. En garvet manuskriptforfatter løber fast 10 kilometer to gange om ugen med det klare mål at løse aktuelle problemer og udfordringer i sine projekter. De 10 kilometer er valgt med omhu: Det er den tid, tur og skrivepause, der skal til for, at han kan nå at løse knuderne. Omvendt er han nødt til at have problemer nok til samtlige 10 kilometer, ellers begynder han at kede sig.

Lidt i samme ånd beskriver psykologen Boje Katzenelson i sin bog Vejledning i udarbejdelse og affattelse af universitetsopgaver og videnskabelige arbejder, hvordan din eventuelle blokering og angst for at skrive kan bekæmpes gennem aktiviteter, der for en tid helt opbruger dine kræfter i både din sjæl og krop. Aktiviteten må gerne være også psykisk belastende – dog ikke mere, end at du ved, du kan klare det.

---

 

 

Metode B: Start med at planlægge

Især for utrænede skrivere er det mest effektivt at lave en disposition tidligt i skriveprocessen, gerne allerede i forbindelse med forskrivningerne – og så rette den til, efterhånden som processen fører til nye interessante vinkler og pointer. Undersøgelser blandt universitetsstuderende uden særlige skriveforudsætninger viser, at deres essays blev mærkbart bedre af at være skrevet ud fra en disposition i stedet for et råt og intuitivt førsteudkast.
Tit vil du så opleve, at din første disposition bliver ret overfladisk. Kombiner derfor gerne processen med research, BDS, samtaler og ikkelineære værktøjer (se nedenfor). Og opfat under alle omstændigheder din disposition som foreløbig, som et landkort, der her og nu skal hjælpe dig med at blive afklaret, lokalisere retningen og ikke miste orienteringen undervejs. Din hang til struktur og orden må ikke kvæle din mulighed for, at der kan dukke noget endnu mere interessant op undervejs.

 

 

Når dispositionen ødelægger flowet

Hvor meget, der skal skrives ind i dispositionen, afhænger af, hvem du er, og sammenhængen, du skriver i. Institutioner og virksomheder, der kaster sig ud i større skriveprojekter, kræver som regel relativt detaljerede synopser og dispositioner for at sætte tid og medarbejdere af til projektet. Sådan er arbejdskulturen, og det samme gælder diverse udvalg og fonde, hvor forfattere søger om penge til manuskriptudvikling. Problemet med meget stramme og udførlige dispositioner er imidlertid, at de kan være svære at lave tidligt, fordi du simpelthen mangler viden. For det andet kan de låse dig fast på et bestemt fokus eller vinkel på emnet, hvilket selvfølgelig modvirkes ved, at du har en fleksibel holdning til dispositionen og er klar til at ændre indholdet.

Men nok så vigtigt fører de stramme planer tit til manglende lyst og drive hos skriverne, hvis ikke udsættelse eller ligefrem blokering. Skrivesituationen bliver automatisk associeret med noget svært, kedeligt og „hårdt arbejde“, og måske er der blevet lukket for meget grå dagligdag ind i processen: Komponeringen og skrivningen forløber udelukkende som en dokumentation af det allerede tænkte og besluttede. Det legende og kreative element og tilfredsstillelsen ved selv at styre og opdage noget nyt undervejs er fjernet, og det underminerer simpelthen flowet. Skriverne keder sig til døde.

 

 

Prøv dig frem med dispositionen

Mit råd er, at du prøver dig frem. Måske hører du til de skrivere, der er nødt til at skrive en hel del genererende tekst, som du så senere redigerer til og udleder en disposition fra.

Det skal ikke forstås som en opfordring fra min side til, at du arbejder helt uden overordnede planer, tegninger og synopser. Processen med at udarbejde dispositionen tvinger dig til at få afklaret dine mål og valg. Dispositionen sørger for, at du kan orientere dig i og evt. justere retningen – også selvom du har været længe væk fra teksten. Og så udgør den en vigtig ekstern repræsentation af teksten, en afbildning af helheden, og det stimulerer din hjerne. På den måde hjælper dispositionen dig med at få nye ideer, spare tid og kræfter og undgå blokering.

Ikke desto mindre kan det være en god ide at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af en mængde detaljer og linearitet i dispositionen lige her og nu. Prøv eventuelt at arbejde med en uformel og ikkelineær plan (se Metode D).

Min anden udgave af dispositionen til denne bog fyldte fem sider, og de første par sider ser sådan her ud:

 

---

SYNOPSIS TIL BOGEN: ’SKRIV I FLOW – en vej til flydende og glædesfyldte skriveprocesser’

Forord: Om hvordan jeg personligt kom til at interessere mig for skriveprocessen (egne vanskelige skriveprocesser, blokeringer, utålmodighed, udmattelse og ulyst – der stod i klar kontrast til den kraft og fremdrift, jeg oplevede og oplever, når jeg har (gerne bevidstgjort) en klar mission/indre eller ydre nødvendighed. Hvad skaber forskellen på succes og ubehag/smerte i skriveprocessen? Kan man gøre noget for oftere at være i en flydende, produktiv og glædesfyldt skriveproces?

Indledning: Formålet med denne bog er at få folk, der skriver meget og professionelt, dvs. i forbindelse med deres arbejde, til at skrive bedre – både bedre tekster, som er behagelige og mere veloplagte at læse – men i mindst lige så høj grad en fornøjelse snarere end en overvindelse at skrive. Fokus er alene på skriveprocessen og nøglespørgsmålet: Hvordan får du den mest lystbetonede og produktive skriveproces – også så dine færdige tekster får mere personlig kraft og klarhed?

Desuden rummer indledningen en redegørelse for bogens formelle opdeling i tre hoveddele:

• FLOW I DIN SKRIVEPROCES: Aktiviteter, rutiner og tankemåder, der kan understøtte din generelle professionelle skriveproces og dit liv med skrivning – baseret på især Mike Sharples, Mihaly Csikszentmihalyis flowforskning og Robert Boice.
• FRA IDE TIL FÆRDIG TEKST. Bogens værktøjskasse opdelt i tre hovedaktivteter: Planlægning, Komposition/ skrivning – og Revision. Disse aktiviteter udgør ikke faser i et lineært arbejdsforløb, men er snarere bestanddele i en cyklus, hvor skribenten eller skribenterne veksler mellem de forskellige aktiviteter.
• ANDRE FLOWFREMMENDE MÅDER AT SKRIVE PÅ: Kollektive og gruppeskriveprocesser, persona, Method Writing og diverse dag- og logbogsteknikker med afsæt i bl.a. Tristine Rainers kloge bog ’Kunsten at skrive dagbog’.

 

FLOW I DIN SKRIVEPROCES

Kap.1: Hvordan skriver du?

At skrive er en yderst kompleks mental aktivitet, der kræver på den ene side bevidst trinvis indlæring og beherskelse af en række kompetencer og konceptuelle rum – og på den anden en vis automatik og afgivelse af kontrol og selvbevidsthed for at få flest mulige konceptuelle rum aktiveret på en gang. I dette kapitel får du et indblik i, hvordan dit sind arbejder, mens du skriver – og nogle forslag til, hvordan du styrker processen.

 

Kap. 2: Når det er svært at skrive

„Angsten for, at det, jeg skriver, ikke er godt nok.“ Sådan sammenfatter den mest fremtrædende danske skrivepsykolog og leder af ’Akademisk Skrivecenter’ (KUA), Lotte Rienecker, den egentlige bagvedliggende årsag til de fleste skriveblokeringer og manglende skriveflow – med afsæt i et solidt og repræsentativt udvalg af diverse forskere og terapeuters redegørelser. Robert Boice fremhæver således på baggrund af 60 forfatteres selvrapporteringer en række symptomer på præstationsangsten og manglende flow.

Angst er imidlertid ikke udelukkende til det dårlige. Boje Katzenelsons berømte kurve viser forholdet mellem angst og problemløsningsevne. Et tilpas mål skærper koncentrationen, hvorfor det gennemgående mål må være: Hvordan reduceres angsten for ikke at skrive godt nok (da hovedproblemet for de fleste skrivende er for meget og ikke for lidt skriveangst)?

 

Kap. 3: Flow i din skriveproces

Når vi bliver grebet af noget, der fuldstændig opsluger os – et arbejdsprojekt, en løbetur, et stykke musik eller en god bog – er vi i en tilstand af flow. I denne tilstand aktiveres hele vores hjerne, og vores indlærings- og produktionsevne er optimal. I kapitlet får du input til, hvordan du skaber de bedste rammer og forudsætninger for at være i en optimeret produktiv, flydende og glædesfyldt flowskriveproces – bl.a. ved at kortlægge og opnå kontrol over indholdet af din bevidsthed (generelle måde at tænke på dit liv og arbejde på mv.). Desuden kan man opliste en række omstændigheder ved skriveopgaven og rammen omkring den, der skal være til stede for at opnå hyppige flowoplevelser.

 

Kap. 4: Mere flow i skriveprocessen

I det foregående kapitel fik du nogle input til, hvordan du ved at udvikle dig på et overordnet niveau kan styrke dit skriveflow. I dette kapitel ser vi udelukkende på skriveprocessen og peger på, hvilke skrivevaner og rutiner, der kan være med til at fremme din skriveglæde, produktiviteten og kvaliteten. Blandt rådene er: Skriv kort og ofte – i stedet for i lejlighedsvise (og måske sjældne) udmattende skriveorgier på 12 timer i træk.

Boice gør rede for, hvordan overskrivning fører direkte til stress, øget selvkritik, udmattelse og udsættelse. I kapitlet diskuteres desuden den daglige arbejdsindsats målt i hhv. tid og antal sider, deadlines/produktionsplaner, personlig grænsesætning og god gammeldags disciplin. Og hvem vidste, at de der skriver mest flydende og jævnt produktivt, drikker kaffe, mens de skriver?

 

Kap. 5: Professor Robert Boices 32 skriveregler

Robert Boice er en af de personer – og måske nok dén person! – i verden, der har beskæftiget sig mest indgående og metodisk med forfattere og skribenters arbejdsprocesser – og det være sig med alle typer skrivende, faglige såvel som kunstnere. I dette kapitel opregner jeg hans 32 skriveregler, som udspringer af årelange erfaringer fra hans berømte skriveprogram på Statsuniversitetet i New York (jf. forskningsbogen ’How Writers Journey to Comfort and Fluency’).

---

 

Jeg havde skrevet cirka en tredjedel af bogen, da jeg lavede denne anden udgave af dispositionen. Den første var meget mere famlende og overfladisk. Heldigvis blev jeg klogere undervejs og måtte lave en del om. Læg mærke til, at forordet og indledningen er endt med at blive skrevet sammen. Det samme gælder kapitel 4 og 5, og Robert Boices selvrapporterende universitetslærere er røget helt ud. Dispositionen har kort sagt udviklet sig igennem hele skriveprocessen i takt med, at teksterne og min indsigt langsomt, men sikkert blev styrket.

 

 

Metode C: Start med at tale

Hvis du ikke er særlig god til at disponere, så hent hjælp hos andre. Stjæl en form, og fyld dit eget indhold i. Eller endnu bedre: Find en, der er stærk til at disponere, og som vil give dig en hånd. I Hollywood har de manuskriptdoktorer, der ikke selv er dygtige forfattere, men knivskarpe til at disponere historier. Lidt som en dansk dramaturg.

Alle skrivere har deres styrker og svagheder, og måske er du bedre til at bidrage med originale vinkler eller ideer end til at fremlægge et færdigt koncept i en krystalklar form – eller omvendt. I det hele taget er det en god ide at uddelegere alt det skrivearbejde og få al den hjælp, du kan. Det gør processen social, modvirker ensomhed og giver en masse konkrete ideer. Vi er ikke alle lige indadvendte, og rigtig mange skrivere oplever, at tingene og tankerne tager meget hurtigere form, hvis de starter med at tale med nogen om deres skriveprojekt, bl.a. fordi det er meget lettere for de fleste af os at snakke end at skrive.

Vælger du talen som skriveredskab, gælder den samme grundregel som ved research: Du skal skrive ned, mens I taler eller lige efter.

 

 

Tal til en diktafon, båndoptager eller sekretær – eller hvad?

Tænk at ligge mageligt henslængt på en sofa eller i et badekar med et glas champagne og lade ideerne flyde frit! En del skønlitterære forfattere har brugt det at diktere til en sekretær, en båndoptager eller en diktafon med stort held, fx Dostojevskij, Milton, Goethe, Walter Scott, Henry James og Barbara Cartland. Er det noget for dig?

At tale med nogen giver ligesom nonstopskrivning en masse talesprog og formuleringer, der kan indgyde din færdige tekst liv og glød. Det kan umiddelbart virke højst aktuelt, hvis du fx skriver om et teknisk, juridisk eller bare komplekst emne, som du gerne vil have ud til en lidt bredere kreds end andre fagfolk. Tit vil det være lettere for dig efterfølgende at skrive teksten op i stilleje og gøre den tættere og mere præcis i sproget – end fx at starte med at skrive en stiv og overlæsset tekst, der så skal gøres lettere og mere levende. Samtidig giver det mange ideer og vinkler at tale derudaf.

Her er nogle eksempler på mundtlige tekster og en mere fortættet udgave:

Mundtligt	Mere fortættet
Den mundtlige historiefortælling har længe været ved at uddø fuldkommen, bl.a. fordi vi er ved at drukne i elektroniske underholdningsmaskiner som tv, radio, internettet, dvd, mobiltelefoner osv. Folk har vist ikke rigtig tid længere (eller de tager sig ikke tid!) til at sidde stille og roligt og lytte … eller har de? Det virker, som om lysten er ved at vende tilbage.	„Jeg er ud af en ældgammel slægt, der er ved at dø ud,“ sagde fortællersken for en generation siden. Og den nye tid kom med sin store kost af elektroniske underholdningsmaskiner og fejede fortællerne ud af den almindelige bevidsthed. I dag er lysten og interessen for historiefortælling ved at vende tilbage.
Perspektiverne er ændret, så man nu altså ikke kun ser på forholdene inde i virksomheden (altså lagre, maskiner, transportmateriel osv.) men på hele forsyningskæden, altså også hvordan det ser ud ude hos kunderne.	I mange år har virksomhederne haft fokus på processerne og optimeringen af variablerne i det interne produktionssystem – fx på lagre, maskiner og forskelligt transportmateriel. Det fokus er nu flyttet til, at optimeringstanken bør gælde hele den forsyningskæde, som virksomheden er en del af – fra den yderste leverandør til den endelige slutkunde.
Stranden var øde og mørk, og det småregnede. På et tidspunkt begyndte det at regne rigtigt, så vi måtte gå i læ under en jolle, der lå med bunden i vejret. Der lå vi så og krøb sammen, mens regnen trommede mod skroget. Og farfar bød os hver en chokoladekiks, som han havde været inde efter i en forretning: Jeg havde ikke set ham betale for dem, men han havde både rullen og en flaske whisky, da vi kom ud igen.	Stranden var øde, og det regnede rigtig meget – så meget, at vores blå tøj blev helt vådt, og vi skar tænder. Vi krøb i ly under en båd med bunden i vejret. Der lå vi tæt sammen, mens regnen trommede mod skroget, og farfar stak os nogle bananer og et stykke chokolade hver. Han havde stjålet det hos en købmand, mens den flinke mand i butikken havde fulgt Pi og Gritt ud på wc’et.

De fortættede tekster stammer fra henholdsvis Sascha Amarasinha: Historiefortælling i organisationer, SAS Institutes website om Supply Chain Intelligence og undertegnedes børnethriller: Vild panik. De to første mundtlige eksempler er konstruerede for at vise forskellen.

 

 

Skriv meget om

Forvent dog, at din fagtekst skal redigeres og skrives meget om – og tit endnu mere end ved nonstopskrivning! Forsøg viser nemlig, at narrative essays skrevet ved hjælp af diktafon lykkes bedre end reflekterende essays frembragt på samme måde. Indtaling er umiddelbart bedre egnet til fortællende tekster som fx fiktion eller reportager end til fortættet faglig skrivning.

Det skyldes, at det er meget sværere at få overblik over og forbedre indholdet på et bånd eller en lydfil end på et stykke godt gammeldags knitrende papir. Din taleskrivning kommer til at minde om at gå i en tunnel, hvor du kun kan overskue, hvor du er her og nu, og hvad der ligger lige foran. Det er umuligt at hæve sig op over det hele og få et overblik.

I How We Write evaluerer Sharples de forskellige skriveredskaber, og båndoptageren og diktafonen ligger klart i bunden. Almindelige stykker papir, emnekort og computerskærmen er derimod topscorerne. Fx giver papir et overblik over hele eller dele af teksten (hvis du fx lægger dem ud ved siden af hinanden), mens emnekort (se nedenfor) kan bruges til at eksperimentere med diverse forløb og dispositioner. Og en computer giver muligheden for let at flytte om på afsnit og formuleringer og tilføje rettelser, men til gengæld et dårligere overblik end papir.

Båndoptageren giver hverken et overblik eller mulighed for at rette formuleringer, afsnit eller ændre dispositionen, og den talte tekst skal transskriberes for overhovedet måske at kunne bruges i den færdige tekst.

 

 

Lav mange skift

Det er en god ide at veksle hyppigt mellem de forskellige redskaber og repræsentationer af teksten, fordi det aktiverer nye skemaer og dermed giver associationer. I udarbejdelsen af den bog, du sidder med, foretog jeg mange af den slags skift – fx lavede jeg utallige papirudskrifter, der hver gang gav ideer og dæmmede op for fejl og mangler, både i det store og i det små. Og emnekort (og papir/ cut up-teknik) blev brugt flittigt til at eksperimentere med diverse rækkefølger og skære ind til kernen, hvilket bl.a. førte til, at kapitlet Flow i din skriveproces indledes med en anekdote om et kranium, og til historien med de 16 erhvervsfolk og den imaginære tandbørstning i kapitlerne om persona og logbog. Oprindelig startede disse kapitler med en faglig og lidt vindtør formulering, fx: „Persona er et gammelt græsk ord, der betyder maske eller rolle“.

På samme måde blev indholdet og min prioritering i og af stoffet i høj grad også påvirket af skiftene: Ofte fangede og formulerede jeg nye pointer ved simpelthen at fjerne mig fra computeren og i stedet skrive på en blok (fx at noget af det, der forløser ved nonstopskrivning, er oplevelsen af et hemmeligt rum – jf. kapitlet) eller opnåede omvendt klarhed ved at skrive tingene ind og rette til på computeren. Endelig skærpede tegningen af hele min arbejdsproces med bogen (se kapitlet Logbogen) min opmærksomhed for automattankernes betydning for skriveprocessen. Osv.

 

 

Tal med eksperter

Men du kan jo også vælge at starte med at tale med nogen. Fx kan du kontakte folk, der for alvor ved noget om dit emne eller genren: Det kan være lærere, forfattere, eksperter, journalister, forskere osv., og samtalerne kan både handle om indholdet og måden, du har tænkt dig at præsentere det på. Nyhedsjournalister arbejder altid på den måde, ellers kan de slet ikke nå at producere det, de skal.

Min personlige erfaring er, at mange gerne vil hjælpe, hvis ellers de har tid, og det, man beder om, er til at overskue. Desuden bliver mange af os smigrede over at blive betragtet som en slags eksperter.

Så ring til eksperten, eller send vedkommende en venlig e-mail, hvori du fortæller kort og præcist om dit projekt og måske beder om hjælp til at finde på friske vinkler og litteratur. Under arbejdet med den her bog var jeg fx i kontakt med bl.a. en hjerneforsker, en it-forsker, en flowforsker og professionelle skrivere i alle mulige afskygninger, hvilket fik stor indflydelse på mine prioriteringer af indholdet og formen.

 

 

Tal med en (skrive)coach

Danmark er et lille land, og der findes ikke ret mange, der slår sig op som noget så smalt som skrivecoach. Men coaching er en grundlæggende spørgeteknik, som du sagtens kan have glæde af, også selvom din coach ikke ved særlig meget om at skrive.

Coach betyder som bekendt træner, har oprindelig afsæt i sportsverdenen, og mange brancher og organisationer bruger coaching, fx i forbindelse med leder- og karriereudvikling, stresshåndtering, teambuilding, værdiafklaring mv. Derudover opsøger mange privatpersoner en coach for at blive afklarede i forhold til deres retning, ægteskab eller tilværelse i det hele taget.

I modsætning til hos den faglige eller retoriske rådgiver skal du ikke regne med at få en håndfuld gode råd eller omfattende vejledning af din skrivecoach. Som udgangspunkt er coaching en teknik, der går ud på at få dig til at tale. Coachen stiller dig spørgsmål med det formål at få dig til at reflektere, få ideer, nye vinkler og i det hele taget blive mere klar i forhold til dit skriveprojekt.

Der findes mange retninger og teknikker inden for coaching, og vil du opsøge en coach, er det en god ide at have formuleret dit bevægelsesønske på forhånd: Hvad vil du gerne have hjælp til at blive mere afklaret med? Fylder dit skrivearbejde for meget? Bliver du træt bare ved tanken om at skulle skrive? Skal du have hjælp til at udvikle din romankarakter, eller er der et strukturelt problem? Er du i tvivl, om du overhovedet har lyst til at skrive det projekt – og om du bliver fyret, hvis du siger nej?

Men kan du ikke formulere dit bevægelsesønske endnu, skal coachen nok hjælpe dig, han eller hun er jo uddannet til at spørge. Og bemærk venligst, at alene det at tale og formulere dig om din tekst eller din skriveudfordring – ja, bare det at tage en beslutning om at ville tale med en professionel coach – kan løse op for afgørende knuder.

 

 

Tal med almindelige dødelige

Derudover kan du selvfølgelig også bruge almindelige dødelige som dine venner og kolleger til at få vendt dine ideer, vinkler eller bare frustrationer med at skrive. Gør du det, skal du sikre dig, at vedkommende er indstillet på at hjælpe dig på dine præmisser og fx ikke per instinkt eller god, gammel vane giver sig til at skyde projektet i sænk af mere eller mindre misforstået iver efter at være en god kritiker.

Måske skal vedkommende først instrueres i at give feedback, og under alle omstændigheder bør du formulere klart og præcist, hvad det er, du gerne vil have ud af tilbagemeldingerne eller hans eller hendes spørgsmål: Hvad ønsker du, skal være jeres fokus for samtalen? Hvad vil du have hjælp til eller er i tvivl om? (se kapitlet Feedback).

 

 

Hør læserne – lav en undersøgelse

Læsertjek i form af forundersøgelser eller ligefrem fokusgrupper hører først og fremmest hjemme i en strategisk markedsføringstankegang og falder da også mange mere kunstnerisk indstillede skrivere noget for brystet. Omvendt er det en kendsgerning, at netop det at skrive til et veldefineret publikum, der sidder og venter spændt på teksten, medvirker til et godt skriveflow hos mange meget forskellige skrivere. Det, at der er nogle, der skal bruge teksten til noget, er en vigtig værdi i sig selv, og det fremmer produktiviteten.

Den letteste måde at få et billede af læsernes interesser og behov på er ved at lave en forundersøgelse, altså: Tal med nogle af dem, der skal bruge dine tekster – og lad dem også gerne læse et par prøver.

Forundersøgelsen giver dig mulighed for at forstå, hvad forskellige repræsentanter for din modtagergruppe rent faktisk gerne vil have og har brug for. Du får nogle værdifulde hints om, hvordan du skal præsentere dit stof, hvilken vinkel du skal vælge, om der skal være flere anmeldelser, staldtips, interview eller mere action, romantik, sex eller faglighed. Det gør din efterfølgende research- og skriveproces meget mere målrettet og effektiv, end hvis du bare skriver ud i det blå – foruden at du får energi, fordi teksten bliver til i et samarbejde (se kapitlet Teamskrivning).

 

---

DIALOGFORUM PÅ NETTET BLEV TIL EN FOKUSGRUPPE

I 2003 udviklede jeg i forbindelse med børnethrilleren Vild flugt et internetforum, hvor børnene kunne skrive sammen med de fiktive karakterer fra bogen – ligesom hvis vi andre havde kunnet tale med Pippi Langstrømpe. Forummet blev en succes, og der kom over 800 mails a la: „Hvor gammel kan en fugleedderkop blive?“ og „Du er så nuttet, Malte. Har du en kæreste?“

Det til tider lidt overvældende arbejde med at svare gav mig den sidegevinst, at jeg ud over virkelig at få udviklet karaktererne (fordi jeg var nødt til at finde ud af, hvad de tænkte, følte og mente om alle de læserspørgsmål), fik en ret god indsigt i, hvad børnene kunne lide, og hvad de gerne ville have mere af. Forummet kom til at fungere som en slags fokusgruppe på nettet, hvor børnene bl.a. efterlyste flere sværdkampe, mere fokus på klamme kæledyr, en smule romantik mv.

Den viden var meget værdifuld, da jeg på det tidspunkt ikke selv havde børn på alder med de cirka 10-årige læsere – præcis som jeg ikke havde den store fornemmelse for nutidigt sprog i børnehøjde.

---

 

 

Metode D: Start med ikkelineære værktøjer

Man kan godt have visse betænkeligheder ved, at mange skrivere udelukkende arbejder med en lineær disposition og forskellige former for lister. Det største problem ved den slags planer er, at de forhindrer dig i at lave mangfoldige associationer. Ideer i hovedet er ikkelineære, de former en rig kæde af indbyrdes forbundne og overlappende meninger. Gennem en lineær disposition får du kun udtrykt ideernes indbyrdes orden, du får ikke fastholdt de øvrige potentielt frugtbare forbindelser og sammenhænge.

Så brug meget gerne ikkelineære værktøjer. Du kan kombinere dem, som du har lyst til, og de er selvfølgelig bedst egnede til skriveopgaver, der kræver et vist mål af originalitet i indholdet, præsentationen eller begge dele.

 

 

Lav en uformel, ukronologisk plan

Den letteste måde at kortlægge de indbyrdes forbindelser mellem betydninger og meninger på er ved at lave en uformel og ukronologisk plan, der kombinerer lister med skitser, udkast og kommentarer. I udarbejdelsen kan du bruge diverse former for logbogsteknikker, nonstopskrivning eller BDS – eller kombinere klassiske ideudviklingsmetoder som fx stikordskort, brainstorm, omvendt brainstorm, mindmap og associationsteknik med at skrive. Og det må meget gerne foregå i en stadig hjernestimulerende vekselvirkning. Du kan se et eksempel på en uformel plan i kapitlet Hurtige tekster.

Her er fem populære ikkelineære teknikker:

 

 

Stikordskort

Emne- eller stikordskort (cue cards) bliver brugt af mange typer skrivere, der arbejder med ideudvikling – fx kunstnere, forfattere og i film-, tv- og reklamebranchen. Stikordskort er gode til at disponere og udvikle bl.a. komplekse argumenterende eller fortolkende tekster. Men du kan bruge metoden til alle typer tekster og koncepter og fx også sagtens til fiktion – til at udvikle og disponere lange scener, kapitler eller hele bogen. Eller til at skabe karaktererne.

 

---

SÅDAN BRUGER DU STIKORDSKORT

1. Start med en bunke blanke kort på størrelse med et visitkort.
2. Tænk over de ideer, du vil udtrykke (indhold), og også hvordan, du vil udtrykke dem (retorik/form). Stop når du har 20-30 kort eller er løbet tør for ideer.
3. Adskil indholdskortene fra de retoriske kort.
4. Fordel indholdskortene i bunker efter emne.
5. Lav en stak for hvert emne, og læg et kort øverst, hvor du angiver emnenavnet.
6. Se på stakkene for hvert emne, og se, hvordan de passer med intentionerne i de retoriske kort. Lider nogle af emnerne af mangel på ideer? Udgør de en basis for en sammenhængende argumentation?
7. Tilføj om nødvendigt ide- og emnekort.
8. Overfør emnerne til en liste i en rækkefølge, de kan blive præsenteret i teksten
9. Brug denne orden som en disposition, hvor du bruger emnerne til at angive afsnitsoverskrifter og ideerne som en guide til hvert afsnits emne. På det her tidspunkt bør planen se ud som en emnetabel.
10.  Tænk over, hvordan dispositionen kommunikerer dine ideer til læseren. Ret det til, så der kommer flow i forklaringen, eller den argumentatoriske opbygning bliver mere klar (giver du fx konkrete eksempler fra virkeligheden, så læseren har let ved at identificere sig med og forstå dine mere abstrakte pointer? Husker du at involvere ham med et You-punkt og imødegå eventuelle fordomme? – se kapitlet Komponeringen).
11. Brug dispositionen som en guide til at skrive det første udkast.

---

Bearbejdet og udvidet efter Mike Sharples: How We Write.

 

 

Brainstorm

Brainstorm er så etableret et begreb, at de fleste af os slet ikke opfatter det som en egentlig metode. Vi brainstormer bare med vores kolleger, venner og familie om nærmest hvad som helst. Metoden går ud på, at du eller I – det giver det bedste resultat at være flere – først formulerer udfordringen eller projektet, der skal brainstormes på, og gerne som et spørgsmål. Så skriver I så mange ideer ned i stikordsform som muligt. Sorter eller ret ikke i ideerne. Alt skal med, og kritik er strengt forbudt.

Bagefter laver I en prioritering, fx i en tredeling:

1. anvendelige ideer
2. muligvis anvendelige ideer
3. ubrugelige ideer.

Brainstorm er beslægtet med nonstopskrivning dog med den forskel, at den udelukkende frembringer stikord og ikke sammenhængende sætninger eller prosa. Mange bruger da også brainstorm i en vekselvirkning med nonstopskrivning – fx kan du lade den ordnede liste over anvendelige brainstormideer udgøre afsættet for en række efterfølgende nonstopskrivninger. Eller du kan omvendt starte med at skrive nonstop for derpå at understrege nøgleordene og lade dem være udgangspunktet for en målrettet research.

 

 

Mindmap

Mindmap er en struktureret form for brainstorm udviklet af Tony Buzan. Det er en genial måde at overskue og strukturere en tekst på, bl.a. fordi mindmap stemmer bedre overens med hjernens associative og mangestrengede måde at arbejde på. Du kan bruge mindmap til fx at skabe overblik over, hvordan et komplekst emne hænger sammen og bedst præsenteres – eller over de samlede emneforgreninger i en bog eller i pr-kampagnen for bogen.

Konkret starter du med at skrive dit hovedemne eller problemstillingen i en boks midt på et stykke papir. Derpå tegner du streger ud fra boksen, der repræsenterer forskellige delemner med direkte relation til hovedemnet. Tilsvarende tegner du nye streger ud fra hver delemnestreg, der hver især angiver nye underordnede emner og associationer osv. Husk, at forgreningerne hele tiden skal være åbne, så der er plads til nye associationer og forgreninger. Når du er færdig, markerer du, hvilke delemner der skal med i teksten, og bruger du tuscher eller farveblyanter, kan du begynde at disponere stoffet i nogle overordnede kategorier (ét emne for hver farve).
I Marianne Kibenichs Mindmap – Genvej til overblik illustrerer et mindmap emneforgreningerne i hendes bog om … mindmap:

Illustrationen bringes med tilladelse fra Marianne Kibenich og Jurist og Økonomforbundets Forlag.

 

Som du kan se, får du ikke et billede af tekstens lineære forløb, men derimod af, hvordan de forskellige delemner relaterer til hinanden og hænger sammen. Bemærk også, hvordan brugen af små billeder og symboler er med til at give liv og illustrere kernen i indholdet. Mindmap kan desuden kombineres med nonstopskrivning, hvor du enten skriver nonstops ud fra nogle af stikordene i kortet eller laver understregninger af nøgleord i dine nonstopudkast og overfører dem til et mindmap. De kan så danne afsæt for yderligere associationskæder, der igen kan føre til flere nonstops. I sin fulde form er mindmap imidlertid et noget mere komplekst og regelbundet værktøj, end jeg har valgt at beskrive her. Ønsker du en mere udførlig indføring, kan du fx læse Tony Buzans The Mind Map Book eller Marianne Kibenichs grundige og inspirerende bog.

 

 

Associationsteknik

Har du brug for for alvor at få tænkt ud af boksen, findes der en meget populær metode, associationsteknik. Metoden udnytter din hjernes automatiske bestræbelser på at skabe sammenhæng i informationer, der ikke umiddelbart ser ud til at have noget med hinanden at gøre. Du genererer simpelthen først 10-25 helt tilfældige ord, hvorpå du prøver at skabe en kobling mellem ordene og din problemstilling. Sandsynligvis kan ikke alle ordene bruges. Til gengæld giver enkelte ord måske rigtig mange ideer, som kan konkretiseres og føres ud i livet. Teknikken har tre faser:

 

---

ASSOCIATIONSTEKNIK

1. Associationskæde
   Først associerer du eller I jer frem til en tilfældig kæde af ord, fx.: kaffe-kande-ost-mad-bil-orange-yellow-marine-kød-virkelighed-mig-Indonesien osv. Ordene skal være væsensforskellige, kæden må ikke lyde fx: kaffekande-kaffekrus-kaffegrums …
2. Ideskabelse
   Hvert ord forholdes til problemformuleringen, og du forsøger at skabe koblinger. En problemstilling, der lyder: „Hvilke gode råd kan styrke skriveprocessen?“, fører måske til:

   Ord	..	Ide
   Kaffe … …	..	opmærksomhed på komfort forbedrer processen papir- og vægfarven har en betydning
   Kande … …	..	form og dispositioner både hæmmer og fremmer processen stjæl en tekstform, hvis du har travlt
   Ost … …	..	husk at spise og leve sundt teksten skal lagre for at blive god pas på museskader

    

   osv.

3. Konkretisering og videreudvikling
   Ideerne vil selvfølgelig være af ret varierende kvalitet. Derfor laver du sluttelig en prioriteret liste som den under Brainstorm. Herefter kan du generere prosa ud fra de udvalgte ideer, fx vha. nonstop- eller essensskrivning (se kapitlet Nonstopskrivning). Eller du kan fortsætte og kvalificere dem som i eksemplet på omvendt brainstorm nedenfor (punkt 4).

---

 

 

Omvendt brainstorm

En stor udfordring ved associationsmetoden er at få stillet det overordnede spørgsmål på en måde, så du virkelig kommer videre og udvikler ideer til indholdet. Det gælder også, når du bruger omvendt brainstorm.

Omvendt brainstorm er et redskab, der oprindelig blev brugt til at finde fejlene ved et projekt, og ligesom ved associationsteknik kan du bruge metoden til for alvor at få åbnet op for sluserne og de skæve ideer og indfald. Metoden er mest effektiv i gruppesammenhænge og består af fire faser:

 

---

OMVENDT BRAINSTORM

1. Positiv opgaveformulering. Den skal være kort og helst formuleret som et spørgsmål.
   Fx: Hvordan forklarer jeg, hvad der sker i hjernen, mens man skriver?
2. Negativ opgaveformulering. Du må gerne formulere opgaven på flere måder – og vælg gerne de mest ekstreme. Fx: Hvordan undgår jeg at få forklaret, hvad der sker i hjernen, når man skriver? Hvordan sikrer jeg, at læseren og jeg selv ingenting forstår? Hvordan sørger jeg for at vildlede læseren?
3. Negative ideer. Associer dig frem til så mange negative ideer som muligt. Gør det spontant og kritikløst. Afhold dig fra at vurdere og sortere.
   Fx: Undgå research. Læs eller tal ikke med eksperter med speciale i hjernen. Skriv bare, hvad du selv tror eller synes. Læs forældede bøger om emnet, fx om sondringen mellem højre og venstre hjernehalvdel. Brug et abstrakt, kompliceret og ukonkret sprog og en rodet form. Lav en masse gentagelser og fremfør mange irrelevante pointer. Sørg for at ideerne og rådene er praktisk uanvendelige og undgå at give eksempler. Tal ned til læserne, vær overpædagogisk. Skriv højpandet og kedeligt. Undgå enhver form for planlægning. Giv efter for din dovenskab og lad være med at skrive bogen. Giv efter for din usikkerhed og præstationsangst. Mist troen. Sørg for ikke at have tid fx ved at påtage dig for meget andet arbejde. Udlad at holde fri og se andre mennesker.
4. Positive ideer. Omformuler de negative ideer til måske anvendelige ideer. Alle indfaldene kan i sagens natur ikke vendes, mens andre giver helt nye associationer og åbner op for muligheder. Skriv gerne meget specifikt og detaljeret, og udskyd stadig processen med at udvælge og vurdere endeligt.
   Fx: UNDGÅ RESEARCH = Læs opdaterede værker (bl.a. Kringelbach og Sharples).
   LÆS ELLER TAL IKKE MED EKSPERTER = Tal og få feedback fra bl.a. Knoop og O.P. (og tal med Nils A. på konferencen)
   (…)
   BRUG ET ABSTRAKT, KOMPLICERET OG UKONKRET SPROG = Brug et konkret og nærværende sprog også i forhold til de mere teoretiske afsnit om hjernen, fx et tonefald a la Tor Nørretranders eller B. Sally.
   Tilpas stillejet til modtagerne (hvem er modtagerne – tænk videre!)
   (…)
   UNDGÅ AT GIVE EKSEMPLER = Giv mange praktiske eksempler, fx på hvordan en overskrift til et formiddagsblad er resultatet af komplekse regelstyrede processer i hjernen, hvor erfaringsskemaer støder sammen, interagerer og fører nyt med sig.
   Vis også gennem eksempler, hvordan kreativitet er noget grundlæggende almenmenneskeligt: At vælge at slå græsset i cirkler i stedet for i baner er kreativt, ligesom når Shakespeare „kobler“ sig frem til et genialt skuespil. Betragtet som fundamental mental proces.
   Husk anekdoter, bl.a. Shelley og Darwin.
   Osv.

---

 

En af grundende til at omvendt brainstorm virker, er at der er en utrolig god dynamik og fremdrift i at skulle forholde sig til en negativ problemstilling. Ja, faktisk er din hjerne programmeret til at gennemløbe potentielt negative udfald og situationer for at forberede dig på farer i fremtiden. Så du kan overleve. Og laver I omvendt brainstorm i en gruppe, kommer I let til at grine, hvilket fremmer kreativiteten.

Den store udfordring ligger som nævnt i at få stillet hovedspørgsmålet rigtigt, så du rent faktisk kommer videre med teksten. Mit eksempel giver først og fremmest ideer til den fortsatte arbejdsproces med bogen. Var det derimod indholdet eller vinklingen, jeg gerne ville udvikle, kunne jeg fx have spurgt: „Hvordan bruger man hjernen bedst, mens man skriver?“ eller „Hvornår og hvordan starter man en skriveproces?“.

På samme måde kan en fiktionsforfatter spørge: „Hvordan kommer trolden op af brønden?“ eller „Hvordan får Olav fat i hende?“ – og en kronikør: „Hvordan gør man skolebørn mindre stressede?“ eller „Hvordan kan almindelige danskere være med til at nedbringe udslippet af drivhusgasser?“

I næste kapitel ser vi på endnu en effektiv måde at udvikle stoffet og dine ideer på: nonstopskrivning.

 

---

TI GODE RÅD TIL DIN PLANLÆGNING

1. Planlæg din arbejdstid. Vær realistisk, tag ejerskab, og juster planen undervejs.
2. Skift mellem skriveaktiviteterne: Det stimulerer hjernen og letter svære overgange, bl.a. fra research til dispositionen og fra dispositionen til skrivning.
3. Start med at skrive – om din motivation, dit forhold til skriveopgaven, løse tanker, ideer osv. Skriv evt. omkring teksten (det du ville have skrevet).
4. Lav research: Læs, søg på nettet, og tal med eksperter. Tag notater, og skriv dine tanker og associationer ned imens.
5. Prioriter forskrivning. Det udvikler teksten og letter overgangen til skrivning på selve „værket“.
6. Lav en uformel plan og på et tidspunkt også en disposition. Vær fleksibel og klar til at rette i indholdet under hele skriveforløbet.
7. Skriv kort og kontinuerligt. Hold pauser (lad ideerne simre).
8. Tal med nogen – eksperter, kolleger, coaches og andre. Selve det at få lov til at tale løser knuder. Tag notater.
9. Lav en læserundersøgelse, tal med repræsentanter for modtagerne: Hvad har de brug for? Interesser? Længsler? Det målretter og gør processen kollektiv/ til et samarbejde
10. Brug ikkelineære ideudviklingsredskaber. Skift mellem teknikkerne og skrivning/komponering.

---

 

 

 

---

Kilde: ‘Skriv så de reagerer – på jobbet og i det hele taget’ (Dansk Psykologisk Forlag, Powerwriting.dk)

© BO SKJOLDBORG, POWERWRITING.DK

PS: Du er meget velkommen til at bruge korte uddrag af artiklerne og kapitlerne til dit eget materiale. Da det er mit levebrød, vil jeg imidlertid  bede dig angive mit navn, webadressen og gerne et link (Bo Skjoldborg, www.powerwriting.dk).